Dommen over Babylon

Et budskab til alle seriøse kristne!

”Og en af de syv engle med de syv skåle kom og talte til mig og sagde: Kom, jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som sidder ved de vældige vande. Hende drev jordens konger utugt med, og i hendes utugts vin har de der bor på jorden, beruset sig. Og den førte mig i ånden ud i ørkenen. Der så  jeg en kvinde sidde på et skarlagenrødt dyr, fuldt af bespottelige navne og med syv hoveder og ti horn. Kvinden var klædt i purpur og skarlagen og pyntet med guld og ædelsten og perler; i hånden holdt hun et guldbæger fyldt med afskyeligheder og hendes utugts urenheder. På panden var der skrevet et navn, en hemmelighed: Det store Babylon, moder  til skøgerne og jordens afskyeligheder. Og jeg så, at kvinden var beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod. Og jeg undrede mig meget ved at se hende... Og jeg hørte en anden røst fra himlen sige: Drag ud fra hende, mit folk, for ikke at deltage i hendes synder og blive ramt af hendes plager.”     (Åb 17:1-6; 18:4)

Er der her tale om en bogstavelig skøgekvinde? Nej, lige så lidt som det er et bogstaveligt dyr, kvinden rider på. Dyr bliver flere steder i Skriften brugt profetisk til at symbolisere verdensriger og konger, f.eks. i Daniels bog kapitel 7 og 8, og dyret her i Åbenbaringen bliver brugt på samme måde til at symbolisere konger. Men hvad så med kvinden?   

Kvinden har navnet ”Det store Babylon” skrevet på sin pande. Ordet ”Babylon” har en dobbelt betydning. Det kommer af ordet Babel, som betyder forvirring, og det fører os tilbage til Noahs sønner, som ikke ville adlyde Guds befaling om, at de skulle opfylde jorden og sprede sig ud over hele jorden. De ville i stedet bo det samme sted og skabe sig et navn (1 Mos 1:28; 9:7), og derfor forsøgte de at bygge et tårn, Babelstårnet, og de sagde:

”Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.” (1 Mos 11:4)  

Menneskene havde på dette tidspunkt kun ét sprog.

”Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål.” (1 Mos 11:1)

Men Guds vilje var, at menneskene skulle sprede sig ud over hele jorden, og da menneskene ikke ville adlyde Guds vilje, så forvirrede han deres sprog sådan, at de ikke kunne forstå hinanden, og så måtte de holde op med at bygge på byen, ”Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.” (1 Mos 11:9)  

Skøgekvinden  

Da skøgekvinden i Åbenbaringen ikke kan være en bogstavelig kvinde, så må hun nødvendigvis være et symbol på noget andet, men hvad? Hvad der siges i Åbenbaringen om skøgekvinden ”Det store Babylon”, er profetier om fremtidige systemer og tilstande. Disse systemer og tilstande var ikke fremkommet på den tid, Johannes fik Jesu Kristi åbenbaring, ca. år 96 e.Kr., så derfor undrede han sig også meget ved at se denne kvinde. Johannes sagde:

”Jeg undrede mig meget ved at se hende.” (Åb 17:6)

I skriften omtales byer, lande og folk i hunkøn. F.eks. i 2 Kong 19:21 og Klages 1:1,4,17. Og Israel bliver ofte betegnet som en kvinde, der er forlovet med Gud.

”Jeg forlover mig med dig for evigt; jeg forlover mig med dig i ret og retfærdighed...” (Hos 2:21)

Israel er Guds kvinde. Gud betragter sin pagt med sit folk, Israel, som en åndelig ægteskabs-pagt – læs også Es 54:6; 62:4-5. Ez 16:8.  

En skøgekvinde er ifølge Nudansk Ordbog en ”prostitueret, luder, hore, allemandspige”, dvs. en kvinde, som ikke holder sig til én mand. Israels folk, Guds kvinde, gjorde sig igennem sin afgudsdyrkelse netop skyldig i utroskab mod Gud og blev ved disse lejligheder kaldt for en skøge. Gud betegnede det som hor og ægteskabsbrud, når Israel tilbad andre guder. Vi læser f.eks. i Hoseas 2:4,15:

”Før sag mod jeres mor, før sag, for hun er ikke min hustru, og jeg ikke hendes mand. Hun skal fjerne horemærket fra ansigtet og skøgetegnet mellem brysterne... Jeg straffer hende for Ba’alernes dage, når hun tændte offerild for dem; hun smykkede sig med næsering og halskæde og fulgte sine elskere. Men mig glemte hun, siger Herren.” 

Læs eventuelt hele Hoseas’ bog og Ezekiel, kapitel 16 og 23.   

Symboliserer ”skøgekvinden” i Åbenbaringen så Israels folk? Hvis det nu var tilfældet, ville Johannes så havde undret sig, da han så hende? Alt tyder på, at ”skøgekvinden” i Åbenbaringen symboliserede et andet system end det jødiske, et system som skulle udvikle sig og komme til syne, efter at Johannes var død. Men hvilket? 

Gud er ikke den eneste, der er trolovet med en kvinde, også Kristus siges at være trolovet med en kvinde, og denne kvinde er menigheden af de kristne. Kristi menighed blev trolovet med Kristus, og skulle som en ren jomfru vente på sin mand, Jesus Kristus, der var rejst til himlen for at gøre en plads rede for hende. Det var meningen, at de kristne som menighed skulle føres til Jesus som en ren jomfru, og derfor skrev Paulus følgende:

”For jeg våger skinsygt over jer med en skinsyge som Guds, fordi jeg har trolovet jer med Kristus, og kun med ham, for at føre jer til ham som en ren jomfru.” (2 Kor 11:2)

Men Kristi menighed begyndte med tiden at hore, ligesom Israel, og derfor mistede hun også sin jomfrulighed. I stedet for som en trolovet og ren jomfru at vente på sin ophøjelse sammen med sin brudgom, Jesus Kristus, forbandt hun sig med jordens konger og gav sin jomfruelige renhed til pris – både lærens og karakterens renhed – for at rette sig efter verdens tænkemåde, og til gengæld modtog hun verdens anerkendelse, privilegier, penge, magt og i nogen udstrækning et herredømme, der i høj grad var støttet af jordens konger og regeringer, både direkte og indirekte. Denne utroskab mod Kristus, og mod det høje privilegium at være den rene jomfru, trolovet med Kristus, tror jeg, er grunden til, at selve kirkesystemet bliver symboliseret som en ”skøge” i Åbenbaringen. 

Efter apostlenes dage og forfølgelsen af den første menighed ser vi, at der dengang blev gjort anstrengelser fra biskoppernes side på at opbygge en by med et stort tårn, et stort religiøst system, som bl.a. skulle beskytte menigheden imod forfølgelser. Man havde mere eller mindre mistet troen på opfyldelsen af Guds løfter. Løfterne om at Kristus i sin tid skulle komme tilbage til jorden for at samle de troende og oprette sit rige for at regere og velsigne verden. På den tid blev flere og flere hedninger (ikke-jøder) kristne, og så begyndte der lidt efter lidt at snige sig alt muligt menneskeskabt tankespind ind i Kristi lære, og det var som regel påvirket af græsk filosofi og videnskab. Det skulle også vise sig, at dette ville resultere i et stort frafald fra sandheden, som den klart og tydeligt udtrykkes i Guds ord, Bibelen, og at de kristne med tiden ville danne mange kirkesekter. Den første læresætning, som for alvor var ved at splitte kirken, var læren om treenigheden, men her vil nogle historiske data nok være på sin plads. 

Ordet trinitatis er et latinsk ord, der er sammensat af de to ord tres, der betyder tre, og unitas, der betyder enhed. Det blev først indført i kristenheden i det tredje århundrede af kirkefaderen Tertullian (død 230). Før den tid kendte man ikke nogen lære om tre guder i én eller et gudevæsen, der består af tre personer, undtagen i så godt som alle hedenske religioner. De kaldæiske skrifter siger: ”Enheden frembragte dobbeltheden, som bor ved den og skinner i intellektuelt lys, ud fra dem udgik treenigheden.” Deres navne er Ba’al, Astarte og Tammuz. Den fønikiske var Ulomus, Ulosurus og Elium. Den egyptiske Seb, Isis og Osiris. Grækernes Zeus, Poseidon og Pluton. Indiens Brahma, Visnu og Shiva. Vore egne skandinaviske Odin, Thor og Frey o.s.v. Historien viser således, at treenighedsprincippet fandtes i de hedenske religioner, længe før det blev indlemmet i de kristne trosbekendelser så sent som i det fjerde århundrede e.Kr. Jesus lærte ikke at Gud var treenig, og det gjorde hans apostle heller ikke. 

En bemærkelsesværdig omstændighed er, at de gamle kirkefædre som Irenæus, Clemens af Alexandria, Origenes, Novatian og Arnobius fastholdt læren om Guds enhed og Jesus som helt underlagt Guds vilje, og når man læser de apostolske fædres breve, så finder man ikke der støtte for den treenighedslære, som blev vedtaget senere. Først omkring år 230 begyndte treenighedslæren at få indpas, og stridigheder brød ud i 262.   

Omkring år 312, udtalte den 50-årige libyer, Arius (ældste ved Boukalis-kirken i Alexandria):

”Dersom Faderen har avlet Sønnen, har den, der er avlet, en begyndelse til sin tilværelse. Derfor er det åbenbart, at der var en tid, da Sønnen ikke var til, og deraf følger atter, at han er bleven til af intet.” 

Dette førte til den arianske strid mellem Arius, der fastholdt, at Faderen og Sønnen var to særskilte personer og væsensforskellige, og Athanasius, der fastholdt den nye lære, at de var ligestillede og lige evige, en lære, der højst sandsynligt fulgte med de mange nye hedenske proselytter, der bragte deres hedenske tankegang om tre guder i én med over i kirkens tidlige blomstringstid og overførte den til Gud, Jesus og Den Hellige ånd. Nogle hældede til Arius’ lære, og andre tog parti for Athanasius’ lære.  

Den hedenske, romerske kejser Konstantin bekendtgjorde i år 313 (sandsynligvis ud fra et politisk motiv), at hans rige var et kristent rige. I år 323 førte kejser Konstantin en kamp om overherredømmet med sin svoger Licinius ved Adrianopel, og denne kamp vandt han. Året efter lod han Licinius dræbe, skønt han ved ed havde givet sin søster Konstantia et løfte om at skåne hans liv. Han lod også sin søn, Krispus, og sin hustru, Fausta myrde. Alt dette stemmer ikke med den kristne tænkemåde, som Konstantin ellers søgte at vise. For kejser Konstantin, der netop havde sejret over Licinius, kom striden om treenigheden meget ubelejligt; Konstantin frygtede nemlig med rette, at den kunne splitte kirken og dermed også ødelægge hans fremtidige planer. Kirkens enhed var nødvendig for hans eneherredømme i staten, for at han kunne støtte sig til den, og den statskirke, der lige nu var ved at opstå, ville være god til at få magt igennem.  

Kejser Konstantin vidste, at han måtte gøre noget, og i forsommeren 325 indkaldte han rigets biskopper til den første store almindelige kirkeforsamling eller synode i Nikæa. Der kom ca. 318 biskopper, fortrinsvis fra den østlige del af riget. De andre biskopper udeblev, fordi de ikke hældede til treenighedslæren og af frygt for at komme under kontrol af biskoppen i Rom, men ikke engang blandt de 318 fremmødte kunne der blive flertal for treenighedslæren. Konstantin afgjorde da selv sagen og gennemtvang år 325 den nikæanske trosbekendelse, eller dogmet, at Sønnen var af samme væsen (homousios) som Faderen, og erklærede alle modstandere deraf for at være kættere, der, om de ikke makkede ret, blev ekskommunikerede og udelukket af kirken. Biskopperne vidste godt, at selve ordet homousios ikke var bibelsk, men de bøjede sig for kejser Konstantins vilje. Selve treenighedslæren, som vi kender den i dag, blev først fuldendt ved kirkemødet i Konstantinopel i år 381, da kejser Theodosius den Store sammenkaldte til et kirkemøde, hvor omtrent 150 biskopper mødte op og stadfæstede den Nikæanske trosbekendelse, men samtidig føjede man Den Hellige Ånd til, så at nu også Guds hellige Ånd var en person og af samme væsen (homousios) som Faderen og Sønnen, og lige evig. 

Moderkirken og kirkesekterne  

Kirkens indflydelse som et præsteligt rige, fuldt af ubestandighed og ”forvirring” er meget rammende fremstillet symbolsk under navnet Babylon.   

Skøgen med guldbægeret, det store Babylon, må først og fremmest være den katolske kirke, som er moderkirken. Ved at indgå ægteskab med kejseren, romerriget, begik Kristi menighed utugt med verden og blev til en skøge. Men det lykkedes ikke grundlæggerne af den katolske kirke at hæve kirken til en uantastelig højde over de verdslige øvrigheder og monarker. Den katolske kirke fik godt nok stor magt over konger, monarker, verdslige øvrigheder og folket, men da den protestantiske reformationsbevægelse kom, begyndte moderkirken lige så stille at miste sin magt. I dag har moderkirken ikke den magt, som den engang havde, men det er stadigvæk den største kirke, og jordens konger anerkender den og tillader den at eksistere, så længe de har nogle fordele af det! Sjovt nok afbilder den katolske kirke sig selv som en kvinde, der holder et bæger i sin hånd. Se nogle af kirkens mønter - klik her. 

Under den protestantiske reformationsbevægelse fødtes der forskellige døtresystemer (kirkesekter) i bestræbelser for at reformere moderkirken. De forsøgte at helbrede moderkirken for mange af hendes falske lærdomme, som f.eks. messeofferet, tilbedelse af paven, af helgener, af jomfru Maria, af billeder, afladsbetaling, skærsilden o.s.v. Meget godt blev gjort, bl.a. oversatte reformatorerne Bibelen til folkets sprog. Moderkirken havde jo i århundreder skjult Guds ord for folket ved at forbyde, at den blev oversat til folkets sprog, og der var på et tidspunkt endda dødsstraf for at eje en Bibel. På denne måde kunne moderkirken lære hvad som helst, folket kunne jo ikke studere Guds ord og på denne måde undersøge, om Kirkens lære var i overensstemmelse med Bibelens lære. Desværre tog mange af reformatorerne alligevel mange af moderkirkens falske lærdomme og ceremonier med sig, og det varede ikke længe, før de faldt og gentog mange af moderkirkens onde gerninger og beviste, at deres karakter stemte med det profetiske ord ”skøgerne”:   

”... det store Babylon, moder til skøgerne og jordens afskyeligheder.”         (Åb 17:5)

De protestantiske kirkesekter indser ikke selvmodsigelsen i mange af deres falske læresætninger. Det meste af gudstjenesten bliver brugt på ritualer, ceremonier og salmer. Kristi store og sunde lærdomme bliver sat i baggrunden, mens falske lærdomme og opsigtsvækkende emner tager deres plads i forkyndelsen fra talerstolene, sandheden bliver ignoreret og glemt, og dens ånd går tabt. Vi ser også at de forskellige kirkesekter gør sig al mulig umage for at behage verden. Elegante og kostbare kirkebygninger, høje spir, kimende klokker, storartede orgler, smukke møbler og kunst, kunstneriske sangkor, store gospelkor, forfinede og veltalende prædikanter, markeder, fester, koncerter og underholdninger bliver alt sammen arrangeret med det mål for øje at sikre sig folkets og verdens bifald og støtte.  

Blev den kristne kirkes alliance med staten bragt til ophør ved den protestantiske reformationsbevægelse? Nej! Nogle af katolicismens store siger, at reformationen i virkeligheden slet ikke var en reformation, men et ”oprør”, og efter de faktiske forhold at dømme var det heller ikke en egentlig reformation, men snarere et oprør mod den romerske pave. Den vældige, religiøse eksplosion indtraf, da den katolske præst Martin Luther nægtede at sælge de pavelige afladsbreve, der skulle forkorte sjælenes ophold i ”skærsilden”, og opslog sine femoghalvfems teser på kirkedøren i Wittenberg ved middagstid den 31.oktober 1517. Ud af dette oprør mod den katolske kirke voksede ikke alene den lutherske kirke, men også de mange andre aflæggere af protestantismen. Pavens magt i Rom var nu brudt, for en stor del af kristenhedens vedkommende, men det kom til at koste meget uskyldigt blod. De protestantiske nationer lå i mange år i krig med de katolske nationer.  

Mange selvstændigt tænkende mennesker fik nu mod til at grundlægge deres egne religionssamfund, i de fleste tilfælde omkring en central førerskikkelse. For at få bugt med dette oprør mod pavedømmet fortsatte hierarkiet med sine religionskrige, blandt andet med trediveårskrigen som kostede mange menneskeliv, og pavedømmet iværksatte modreformationen med de djævelske jesuitpræster i front, der torturerede mange mennesker og mere end nogen sinde gjorde brug af inkvisition. Nye sekter skilte sig ud fra de større protestantiske kirkesekter og blev for det meste forfulgt på det grusomste af moderkirken, men nu også af de større, protestantiske kirkesekter, der begyndte at opføre sig som moderkirken. Nordamerika blev et tilholdssted for mange af ofrene for disse religionsforfølgelser. Her opblomstrede utallige kirkesekter, navnlig i det nittende århundrede. Men de mange trosretninger virkede som en splittende faktor. Apostel Paulus spurgte engang: ”Er Kristus da blevet delt?” (1 Kor 1:13) Nej, Kristus er ikke blevet delt, men de kristne er i dag en håbløs, religiøs forvirring af kirkesekter. De er blevet et andet Babel eller Babylon. 

At protestantismen var et oprør mod pavens religiøse overhøjhed og ikke så meget en egentlig reformation, en tilbagevenden til Sandheden i dens oprindelige skikkelse, fremgår af følgende fakta: De nye sekteriske religionssystemer tog med sig moderkirkens fundamentale læresætninger, for eksempel læren om menneskesjælens udødelighed, læren om, at sjæle straffes med evig pine i et bogstaveligt brændende helvede, treenighedslæren, spædbarnedåben, jule og påskefester m.m., opdeling af de kristne i en betitlet, lønnet gejstlighed og lægfolk, og mange andre levn fra den babyloniske mysterie-religion. 

Selv om de protestantiske systemer nu må siges at være uafhængige af paven, er de dog stadig i trældom under babylonisk religion og tilbeder en babylonisk tre-i-én solgud, som har fødselsdag den 25. december. De holdt sig ikke fri af kompromis, således som det blev befalet israelitterne, da Gud førte dem ind i det forjættede land og bød dem holde sig fra de derboende hedenske folkeslags dæmonguder, afgudsbilleder og religionsøvelser, for at de ikke skulle falde i den falske religions snare. Protestanternes religiøse fornyelse eller udrensning var kun delvis; de søgte allerførst at bevare denne verdens anseelse. Også de gik i ledtog med denne verdens konger, fyrster og de politiske magter og etablerede i nogle tilfælde nye forbindelser mellem kirke og stat. De var med til at opretholde de krigsførende politiske stater ved at gribe til mordvåben og deltage i dødbringende krige; de gjorde sig selv til håndlangere for staten og adlød mennesker mere end Gud. Som et forsøg på at retfærdiggøre sig erklærede de, at det var deres agt at kristne de politiske systemer i verden og ad den vej oprette Kristi rige, noget som Jesus og apostlene aldrig har bedt dem om at gøre. Når kristenhedens religionssamfund, både de katolske og de protestantiske, tager del i denne verdens politiske anliggender og allierer sig med staten og kæmper med i dens kampe, er det, sagt med rene ord, åndelig utugt. Det frafald fra Kristus, brudgommen, som Paulus frygtede, har kristenhedens religionssystemer gjort sig skyldige i. De har påstået at være trolovet med Kristus Jesus, brudgommen, og ved deres forbindelse med den politiske stat og deres egennyttige venskab med denne verden, hvis gud er Satan Djævelen (2 Kor 4:4), har de i modstrid med Bibelens befaling begået åndelig utugt. ”I utro, ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der vil være ven med verden, står som fjende af Gud.” (Jakob 4:4)   

Kun et lille antal kristne, som lidt efter lidt kommer bort fra indflydelsen af dette skøgevæsen, bliver ved Guds hjælp, og ved studium i Guds ord, Bibelen, i stand til at se nogle af disse falske læresætninger. Hvert enkelt kirkesystem bekender sig mere eller mindre til at være Kristi brud, og dog siger skriften klart og tydeligt, at hvedehøsten og Lammets bryllup først skal finde sted ved Kristi andet komme. (Matt 13:37-42. Åb 19:7)  

Den rene jomfru   

Jesu Kristi brud må som en ren jomfru bevare sig ubesmittet af verden, for at den kan blive agtet værdig til at indgå til sin Herres glæde og blive hans dronning og medarving til Guds kongerige. Kristi menighed var oprindelig en ren jomfru. Denne menighed bestod af mænd og kvinder, som havde fået det himmelske kald, adskilt fra verden og dens begær og kaldet til at være hellige og medarvinger med Kristus i hans rige. Men så snart et kirkesystem var opbygget blandt Jesu efterfølgere, og dette blev forbundet med noget af denne verdens riger, så var det efter skriftens ord i billedlig forstand et skøgevæsen, for Jesu efterfølgere var jo trolovet med kongernes Konge og herrernes Herre, på hvem de skulle vente, for at de ved hans andet komme kunne blive hans brud og medarvinger til riget. Men kirkesystemerne indgik i stedet for trolovelse med denne verdens riger, monarker og regeringer, og begik dermed utugt i forhold til deres Herre. Ja, de bad endda om at blive anerkendt af denne verden som kirke eller trossamfund, for at de kunne få del i denne verdens penge og få særlige privilegier og rettigheder. 

Den sande menighed, som Kristus anerkender, er stadigvæk en ren jomfru, og verden kender den ikke, og fra denne er der aldrig udsprunget døtresystemer. Den sande menighed kan ikke udpeges nogen steder som en samlet skare, hvorfra al ukrudtet er blevet udskilt; men den består udelukkende af hvede, og alle dens medlemmer er kendt af Gud den Højeste og hans søn, Jesus Kristus, om verden anerkender dem eller ej.

”Han fortalte dem en anden lignelse: Himmeriget ligner en mand, der såede god sæd i sin mark. Mens folkene sov, kom hans fjende og såede ukrudt i hveden og gik sin vej. Da kornet skød op og satte kerne, kom også ukrudtet frem. Husbondens folk kom så og spurgte: Herre, såede du ikke god sæd i din mark? Hvor kommer da ukrudtet fra? Han svarede: Det har en fjende gjort. Folkene spørger ham så: Vil du have, at vi skal gå ud og luge det væk? Han svarer dem: Nej, for når I luger ukrudtet væk, kommer I til at rykke hveden op sammen med det. Lad blot begge dele gro side om side indtil høsten. Ved høsttid vil jeg så sige til høstfolkene: Tag først ukrudtet fra og bind det i knipper, så det kan brændes, men saml hveden i min lade.” (Matt 13:24-30)

”Da lod Jesus skarerne gå og gik hjem. Og hans disciple kom og bad ham: Forklar os lignelsen om ukrudtet på marken. Han svarede: Den, der sår den gode sæd, er Menneskesønnen, marken er verden, og den gode sæd er Rigets børn. Men ukrudtet er den Ondes børn, og fjenden, der såede det, er Djævelen. Høsten er verdens ende, og høstfolkene er engle. Ligesom altså ukrudtet tages fra og brændes i ild, således skal det også gå ved verdens ende: Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud, og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Da skal de retfærdige skinne som solen i deres faders rige. Den, der har ører, skal høre!” (Matt 13:36-43)

Hveden og ukrudtet må gro side om side, indtil Jesus vender tilbage til jorden. Først da vil hveden (Rigets børn) blive høstet. Jesu Kristi rige er ikke en del af denne verden, og verden kender ikke Guds børn, fordi de ikke kender Faderen. Men Jesus kender dem, som hører ham til, hveden.

”Jesus svarede: Mit rige er ikke af denne verden. Var mit rige af denne verden, havde mine tjenere kæmpet for, at jeg ikke skulle udleveres til jøderne; men nu er mit rige ikke af denne verden.” (Joh 18:36)

”... derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham.” (1 Joh 3:1)

”Dog, den grundvold, Gud har lagt, ligger fast, og den har et segl med denne indskrift: Herren kender dem, der hører ham til, og: Enhver, som påkalder Herrens navn, skal afstå fra uretfærdighed.” (2 Tim 2:19)

Verden kender kirkesekterne, og verden giver dem særlige privilegier. Den sande menighed er ikke anerkendt af verden, fordi Jesu Kristi rige ikke er af denne verden, og denne menighed har ikke brug for at blive anerkendt af denne verden, som ligger under for den Onde (1 Joh 5:19). Det er almindeligt anerkendt, at i de store kirker, er de fleste af medlemmerne kun kristne af navn. De kaldes derfor med rette for navnkirker og navnkristne. De tilhører alle et falsk kirkesystem, som over for verden efterligner og skjuler den sande menighed, der kun består af fuldt indviede og trofaste troende, som sætter deres lid til deres herre Jesus Kristus. Disse findes spredt her og der inden for og uden for disse menneskelige systemer, dog altid adskilt fra disses verdslige ånd. De er den klasse, som Herren i lignelsen kalder hvede, og som han tydeligt stiller i modsætning til ukrudtet. 

Drag ud fra hende, mit folk 

I Åbenbaringen 18:4 har vi en bestemt befaling fra Herren angående den rigtige fremgangs-måde i den nuværende tid, og i fremtiden. 

Udtrykket: ”Drag ud fra hende, mit folk”, fortæller os to ting:

1) at skøgekvinden netop er et system, for Guds folk befinder sig ikke inde i en bogstavelig kvinde, og

2) at skøgekvinden er moderkirken, samt at hendes børn, skøgerne, er kirkesekterne, for det er i dette kirkesystem at Guds hellige har været, og mange stadigvæk befinder sig. Guds børn befinder sig ikke i Islam, Jødedommen, Hinduismen, Buddhismen osv.

Tiden er kommet 

Nu er tiden kommet, hvor røsten fra himlen lyder, ”Drag ud fra hende”. Som apostelen skriver, ”dommen begynder med Guds hus” (1 Pet 4:17), det sande skal skilles fra det falske eller det, som kun har navnet. Til at udføre denne adskillelse er sandheden, ”åndens sværd skarpere end noget tveægget sværd” nu draget af skeden. (Hebr 4:12. Ef 6:17) Den nu pågående kamp mellem sandhed og vildfarelse, lys og mørke har netop til hensigt at prøve, sigte og adskille ”lysets børn”, som elsker sandheden, fra mørkets børn, som elsker vildfarelsen. 

Ordene ”for ikke at deltage i hendes synder og blive ramt af hendes plager” indbefatter, at i denne tid, i hvilken Guds børn kaldes ud, vil Guds folk få en større forståelse og kundskab om sandheden, de vil bedre kunne forstå, hvad der udgør Babylons synder. Og når de er kommet til klarhed herom, vil Guds børn, som har hans ånd, hans kærlighed til sandheden, komme til at hade den vildfarelse, de selvmodsigende trosbekendelser og de ubibelske ting, de ser i kirkesekterne. Virkningen af sandhedens lys på deres hjerter vil være sådan, at de instinktmæssigt vil føle og spørge sig selv: ”Hvad samfund har lys med mørke?” og de vil se op til Herren, for at han skal lære dem sin visdom og vilje at kende, de vil lægge alle trosbekendelserne til side og begynde at studere Guds ord, Bibelen, og dette studium vil give dem visdom og kundskab om Gud. Herrens svar til sådanne gennem hans ord er: ”Drag ud fra hende, mit folk!” 

Udtrykket: ”for ikke at deltage i hendes synder” er både en advarsel og en trussel. Det er en påmindelse om, at så længe de var uvidende om sandheden, havde de intet ansvar for Babylons vildfarelser og uretfærdighed, men nu, efter at de ser disse vildfarelser og synder, er de ansvarlige, og hvis de nu forbliver i disse systemer og giver dem deres støtte til trods for deres kundskab, så vil de også blive ramt af de plager, som Gud sender imod Babylon på kampens dag. Af forskellige grunde synes mange at være ivrige efter at undskylde sig og at forblive i Babylon. Dette viser blot, at de mangler den rette sandhedsånd, eller at de ikke har fordøjet tilstrækkeligt af ”mad i rette tid” (Luk 12:42) og derfor ikke har den nødvendige forståelse af ”hendes synder”, som i Herrens øjne ”har hobet sig op til himlen” (Åb 18:5).   

En anden årsag, som giver anledning til forvirring, er, at nogen af den romerske moders døtre har skilt sig af med mange af moderens ydre kendetegn og former, men har beholdt meget af hendes ånd og lærdomme. Mange protestantiske kirkesekter påstår, at de er frie, at Bibelen er deres trosbekendelse, og at hver gruppe eller hver enkelt menighed ordner sine egne anliggender. De påstår, at de møder, som de forskellige uafhængige menigheder afholder, bare er frivillige foreningsmøder, og at i disse anerkendes ingen sekterisk overhøjhed eller trosbekendelser, men for det meste nævnes læren om treenigheden. Og hvor den ikke specificeres, er den underforstået. Dersom opmærksomheden henledes på treenigheden, er der altid en stærk strøm af modstand, og der vil altid findes en trosbekendelse - skrevet eller uskrevet - som ikke tillader nogen bibelgranskning eller kritik, og med mindre man samtykker, så må man enten tie stille og sluge en masse kameler eller gå ud af kirkesekten.  

Ordet ”creed” (trosbekendelse) kommer af ”credo” som betyder: Jeg tror. Det er aldeles rigtigt, at enhver kristen har en trosbekendelse, en tro. Og hvis et antal kristne kommer til enhed i tro efter Bibelens grundlærdomme, så er det både godt og gavnligt, at de kommer sammen og har fællesskab og samfund med hverandre, således som Bibelen klart anbefaler. (Hebr 10:25) 

Den almindelige vanskelighed er blot, at når grupper af kristne mødes for at være sammen som brødre, så opstiller de enten en skrevet eller underforstået trosbekendelse, som går ud over Guds ord og indbefatter menneskelige overleveringer, eller også overser de al tro og gør moralitet - gode gerninger - til den eneste grundvold for fællesskab. Men ifølge navnet er de kristne troende, som tror på Kristus, og ikke bare moralske mennesker. Når derfor en trosbekendelse er nødvendig, så bør vi alle huske på, at den første menigheds fællesskab og tro var under guddommelig ledelse, og at den var bygget på de første principper i Kristi lære, og hverken mere eller mindre end dette burde være grundlaget for de kristnes fællesskab her og nu. Et kristent fællesskabs trosbekendelse må derfor komme direkte fra Bibelen, ellers har den ingen gyldighed.  

Paulus formaner til enhed i hjerte og sind og ikke til en tankeløs eller hyklerisk bekendelse. Han formaner til enhed som en naturlig følge af, at vi på den rigtige måde gør brug af den frihed, som vi har fået i Kristus (Gal 5:1) Vi skal granske og tro skriften, vokse i nåde og kundskab, enhver fuldt overbevist i sit eget sind og rodfæstet og grundfæstet i den eneste tro, således som den fremsættes i skriften. (ApG 17:11. 2 Tim 3:16-17) 

Den enhed i tro, som Paulus formaner til, er ikke den detaljerede og udspekulerede tro, som berører og omfatter alle emner, himmelske og jordiske, guddommelige og menneskelige, åbenbare og ikke åbenbare. Tværtimod! Paulus’ breve med sine tankevægtige og logiske følgeslutninger nævner ikke engang de emner, som kirkerne og menighederne lægger mest vægt på, og hvorved de i almindelighed afgør spørgsmålet om fællesskab. 

Paulus sagde ikke noget om en bogstavelig evig pine for syndere. Han sagde aldeles intet om en mystisk treenig gud, i hvilken tre guder eller personer på en eller anden ubegribelig måde er én Gud og på samme tid tre personer. Han sagde ikke et ord om, at mennesket havde en sjæl, som ikke kunne dø, men som måtte leve evigt et sted, enten i himlen eller i helvede. Han sagde heller intet om, at med det nuværende livs afslutning ville det være forbi med enhver frelsesanledning for alle klasser af mennesker. Han sagde intet om spædbarnedåb, og han indlod sig ikke på nogen indviklet diskussion om brødet og vinen, som benyttes ved mindefesten om Herrens død, om Kristi legemes og blods tilstedeværelse i nadveren; dog kan man let skønne, at han ikke var enig i nogen af disse vildfarelser. Men prøv at lægge mærke til, at uden så meget som at nævne ét eneste af disse punkter, som af kirkesekterne er gjort til prøvesten for samfundsfællesskab, så erklærer dog Paulus i ApG 20:27:

”For jeg har ikke fortiet noget, men har forkyndt jer alt, hvad der er Guds vilje.” 

Heraf er det klart, at ingen af disse dogmer, der nu betragtes som selve kernen i den kristne lære og som den rette norm for troen, udgør den eneste tro eller i nogen som helst betydning eller grad er en del af ”den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige.” (Judas 3) 

Den eneste tro, som alle skulle holde fast i, var meget enkel, så enkel, at alle, lærde og ulærde, uden forskel kunne gribe den og forstå den og blive fuldt ud sikre i deres eget sind angående dens lære. Det var ikke en række selvmodsigende mysterier, i strid både med fornuften og Bibelen. Læren var så enkel, så klar, så fornuftig, at en hvilken som helst ærlig efterfølger af Kristus kunne blive fuldt overbevist i sit eget sind angående dens sandhed. Hvori bestod da denne eneste tro? Dens grundvold fremstilles således: 

Angående Faderen og Sønnen:

”Men for os er der kun én Gud, Faderen; fra ham er alle ting, og vi til ham.

 Og for os er der kun én Herre, Jesus Kristus; ved ham er alle ting, og vi ved ham.” (1 Kor 8:6)

”Jesus svarede: Det første bud er: Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én.” (Mark 12:29)

Ganske enkelt. Én Gud, Faderen, og én Herre, Jesus Kristus. Og Gud er én. 

Angående retfærdiggørelse:

”Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne.” (1 Kor 15:3-4)

”For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle - det var vidnesbyrdet, da tiden var inde.” (1 Tim 2:5-6)

Ganske enkelt. Jesus, der er vores herre, døde for vore synder og opstod på den tredje dag ifølge skrifterne.

Denne korte fremstilling indeholder den enkle tro, som let kan forstås og tilegnes af det svageste barn i Kristus, og den må også bestandig være Guds mest udviklede barns tro. Denne tro, og ikke de menneskelige trosbekendelser og dogmer, som leder bort fra den, opstillede Paulus som trosprøve for alle, som gør fordring på navnet ”kristen”. Alle indviede, som var enige om denne målestok eller grundsandhed, regnede Paulus for at være i og af den eneste menighed. Hvert medlem skulle vokse i nåde, kundskab og kærlighed, men der ville altid blive harmoni og enhed i troen og samfundsfølelse i menigheden, hvis al udvikling foregik i harmoni med denne grundsandheds linjer. Her var et fuldkommet grundlag for en forening, som gav rum for de forskellige individuelle udviklingstrin i sandheden og samtidig på den mest effektive måde værnede mod vildfarelser. Hvis denne enkle trosbekendelse i dag blev gjort til det mønster, hvorefter alle læresætninger skulle prøves, ville det hurtigt føre til forkastelse af de menneskelige overleveringer og vildfarelser og til en virkelig forening af menigheden i ”én Herre, én tro, én dåb.” (Ef 4:5)  

Bestræbelsen for at tvinge alle til at tænke på samme måde om alle ting kulminerede i det store frafald og i udviklingen af det store pavesystem. Derved tabtes evangeliet, den eneste tro, som Paulus og de andre apostle fremholdt. Den blev begravet under mængder af uinspirerede pavelige dekreter og bestemmelser i kirkeforsamlingerne. Enheden i den første kirke, baseret på det enkle evangelium og holdt sammen ved kærlighedsbåndet, veg pladsen for romerkirkens trældom - et slaveri for Guds børn og en nedværdigelse, som fremdeles gør mange svage og lidende. Reformationsbevægelsen i det 16de århundrede kom som et forsøg på at genvinde samvittighedsfrihed, men blev vildledt ved tanken om, at man måtte have en vidtløftig trosbekendelse. Sådan som man havde haft det i århundreder, lavede reformatorerne og deres efterfølgere andre trældomssystemer - meget lig pavedømmet - om end mindre ændringer gav noget mere tankefrihed i visse retninger. Og sådan har det været lige siden. Enhver ny reformbevægelse har begået den fejl at lave en trosbekendelse, hvis ramme netop gav plads for dens første stiftere. 

Du tænker måske: Hvordan kan jeg vide, om jeg er medlem af Det store Babylon? Jeg vil foreslå en sikker måde, hvorpå du kan finde ud af, om den kirke, du tilhører, er en del af Babylon eller ikke, og om du derfor er en af dem, som er kaldet til at ”drage ud”.  

Hvis den kirke, du tilhører, får statsstøtte, så er den en del af Babylon – denne kirke har trolovet sig med verden og er ikke længere en ren jomfru trolovet med Kristus, og du er dermed kaldet til at ”drage ud”. (2 Kor 11:2. Åb 14:4).  

Hvis den kirke, du tilhører, er anerkendt af verden som en kirke eller et trossamfund, så er den en del af Babylon, for Kristi menighed er ikke anerkendt af verden; apostelens ord lyder:

”Derfor kender verden ikke os, fordi den ikke kender ham.” (1 Joh 3:1. se også Joh 14:17, 18:36)

Hvis der i den kirke, du tilhører, ikke holdes møder, hvor troende kan optage et skriftsted til diskussion, og hvor du og andre kan tage del i samtalen ved at fremholde hver sit syn på Guds ord, da er der noget, som er galt. Du kan ikke længere have fællesskab med en sådan kirke. Dit lys er under en skæppe og vil slukkes, hvis du ikke giver det mere luft. Du må komme ud derfra, ellers vil dit lys blive til mørke.  

Men hvis der er møder, hvor du har samme mulighed som andre for at fremholde en hvilken som helst del af skriften og fremholde dit syn lige så frit som andre, så kan du deraf slutte, at du har fundet i det mindste et vidnesbyrd om kristelig frihed, for ingen kristen har ret til at nægte at begrunde det håb, som er i ham, når det forlanges. Og eftersom enhver kristen tro forudsættes at være bygget på Guds ord, Bibelen, så følger deraf, at ALLE skulle være ikke bare villige, men altid rede til at antage en mere bibelsk tro, hvis en sådan kan blive påvist for ham eller hende. (ApG 17:11) 

Så længe du sådan har mulighed for at høre andre og selv blive hørt, kan du slutte, at du er på et trygt sted. Eftersom du går frem ved at høre andre og ved selv at udtale dig åbent og ærligt, vil enten du eller de sandsynligvis komme i harmoni med den sandhed som Bibelen lærer. Hvis dit syn er bibelsk og deres ikke, vil de utvivlsomt tage afstand fra dig, og snart vil du ikke kunne have noget samfund med dem. Men i de fleste tilfælde vil ingen sådan prøve af ånderne være nødvendig (1 Joh 4:1). I almindelighed vil du finde, at kirken eller forsamlingen har en formuleret trosbekendelse, som ethvert medlem er nødt til at gå med på - om ikke skriftligt eller mundtligt, så dog i det mindste ved stiltiende samtykke. I et sådant tilfælde bør du læse denne trosbekendelse og se, om den åbent og sandt udtrykker din tro eller ikke. Hvis den ikke gør det, bør du helt klart forkaste den, hvor ren samvittighed du end kan have med hensyn til ukendskab til den tidligere. Nu kender du den, og hvis du nu forbliver der til trods for din kundskab, gør du dig selv til en løgner, og således viser du, at du ikke elsker Sandheden og søger at behage Gud, men at du elsker vildfarelser og ønsker at være mennesker til behag. 

Babylons fald 

”Og jeg hørte en anden røst fra himlen sige: Drag ud fra hende, mit folk, for ikke at deltage i hendes synder og blive ramt af hendes plager. For hendes synder har hobet sig op til himlen, og Gud har ikke glemt hendes uretfærdigheder.” (Åb 18:4-5)

Således lyder den advarende stemme til dem, der har øre at høre med. Den store navnkristne kirke, som består af både hvede og ukrudt (Matt 13:24-30), bebrejdes af Jesus for sin lunkenhed, sit hovmod, sin fattigdom, sin blindhed og nøgenhed i åndelig retning og får det råd hurtig at forlade sin onde vej, før det er for sent (Åb 3:14-20). Men Gud vidste, at kun få ville lytte til advarslen og kaldet; derfor er løftet om belønning givet, ikke til hele den mængde henvendelsen sker til, men til de få, som endnu har øre for Sandheden, og som overvinder Babylons almindelige tænkemåde og ånd. Jesus siger:

”Den, der sejrer, vil jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone. Den, der har øre (sind til at lytte og give agt på Jesu ord), skal høre, hvad ånden siger til menighederne.” (Åb 3:21-22)

Kirken siger endnu i sit hjerte: ”Jeg sidder som dronning og er ikke enke og skal aldrig mærke til sorg.” Hun roser endnu sig selv og lever behageligt. Hun siger: ”Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet”, og hun ved ikke, at hun er ”elendig og ynkelig og fattig og blind og nøgen”. (Åb 18:7; 3:17) 

Verdens ånd har så fuldstændigt taget kristenhedens gejstlige magter i besiddelse, at en reformation af systemerne er umulig – som Skriften siger: ”Vi ville helbrede Babylon, men den lod sig ikke helbrede.” (Jer 51:9) De kristne, som har øre at høre med, kan kun undslippe Babylons skæbne ved i tide at trække sig tilbage fra dette system.

”Derfor kommer på én og samme dag alle hendes plager, død og sorg og sult, og hun skal brændes; thi stærk er Gud Herren, som har dømt hende... Så løftede en mægtig engel en sten som en stor møllesten og kastede den i havet og sagde: Sådan skal den store by Babylon styrtes hovedkulds ned og ikke findes mere.” (Åb 18:8, 21)

For de kristne, som vil adlyde Jesu befaling om at drage ud af Babylon, findes der kun et tilflugtssted, og det er ikke i en ny kirkesekt, men i ”den Højestes skjul” (Sl 91:1-2). Når en kristen vælger at forlade Babylon, så har han stadig Guds ord, den virkelige kilde til sandhed og håb. Kristus er stadig hans Herre og eneste håb for fremtidigt liv. Og han vil opnå sand kristen fred og enhed, med Gud og Jesus Kristus, og med de mennesker på jorden, som viser sig at være hans virkelige brødre og søstre. Når en kristen kommer til kundskab om det babyloniske system, og han derfor vælger at lytte til den advarende stemme, ”Drag ud fra hende”, vil Kristus ikke forlade ham, for Jesus sagde: ”Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.” (Matt 18:20) Svaret på spørgsmålet: ”Hvor skal jeg gå hen, hvis ikke til en af kirkesekterne?”, er stadig det samme som på apostlenes tid: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord.” (Joh 6:68) Læg mærke til, at det er Kristus, ikke en kirkesekt, der har ”det evige livs ord”. 

Moseloven, som Gud gav gennem Moses, påbød, at jomfruer, der begik utugt, mens de var lovet bort til ægteskab med en israelitisk mand, skulle stenes til døde. (5 Mos 22:17-21, 23, 24) Moseloven indeholdt en skygge af de kommende ting, og religionssystemerne skal derfor vide, at der venter dem en lignende brat død. I Bibelens profetier læser vi da også, at Gud en dag vil straffe skøgen og hendes døtre for deres synder. Hendes synder har hobet sig helt op til himlen. Hun har de helliges blod på sine hænder, tillige med blodet af alle, som er blevet myrdet på jorden. Hun har brændt, myrdet, landsforvist, fængslet og pint de hellige på enhver tænkelig måde, og udøvet dette med en sådan djævelsk grusomhed i sine velmagts dage, ved statens arm, hvis magt hun forlangte og tog imod, at Gud vil give hende dobbelt igen for alle hendes synder.  

”Og jeg så, at kvinden var beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod...”  (Åb 17:6)

”I byen var der blod af profeter og hellige og af alle, som er blevet myrdet på jorden.” (Åb 18:24)

”Jordens konger har bedrevet utugt med hende, og jordens købmænd er blevet rige af hendes overdådige vellevned.” (Åb 18:3)

Det synes klart at fremgå, at mange af os en gang har været med i dette store Babylon, dette forvirringens kirkesystem. Katolikkerne erklærer protestanterne for at være dette Babylon, og omvendt hævder protestanterne, at den katolske kirke er Babylon. Efter min forståelse har begge parter ret. Romerkirken er modersystemet, skøgekvinden (Åb 17:4) og de forskellige protestantiske kirkesekter er hendes døtre, skøgerne (Åb 17:5), og Babylon er deres slægtsnavn. Det sigter både til modersystemet og til dette systems døtre. Urigtig sammenblanding med verden, med dens regeringer og institutioner er den forbrydelse, de alle har gjort sig skyldige i. Døtrene har fulgt moderens eksempel og er alle mere eller mindre på vej tilbage til harmoni med hende. Ingen af dem har bevaret deres jomfruelighed og holdt sig ubesmittet af verden. 

Der findes sande Guds børn i de forskellige kirkesekter - moderen såvel som døtrene – men hvis de virkelig tror, at de nuværende kirkesekter udgør Kristi rige, så vil det blive et frygteligt slag for dem, når kirkesystemet omstyrtes. 

Gud vil straffe kirkesystemet, men han vil ikke gøre det selv, han vil bruge et redskab, en fremtidig verdenshersker. Denne person møder vi i Åbenbaringen kapitel 13 og 17. Han bliver kaldt ”Dyret”, og denne fremtidige verdenshersker og de ti konger vil udføre Guds vilje, nemlig at tilintetgøre skøgen og brænde hende.  

”Og de ti horn (de ti konger), du har set, og dyret, de vil hade skøgen og lægge hende øde og klæde hende nøgen og æde hendes kød og brænde hende. For Gud har indgivet dem at gøre hans vilje og at have samme vilje og give dyret deres kongemagt, indtil Guds ord er udført.” (Åb 17:16-17)

For de navnkristne vil Babylons fald synes meget frygteligt og forfærdende, for de kan ikke forestille sig, at dette system, som har stået i århundreder, nogen sinde vil blive ødelagt. Lad os huske på, at langt det største antal af dem, der tilslutter sig kristenhedens forskellige kirkesekter, er verdslige mennesker, der slet ikke har nogen forståelse af den sande menighed og dens sag. Deres bestræbelser går ud på at nærme sig retfærdigheden og få et skin af gudfrygtighed, mere synes dem ikke nødvendigt. Hvad der går ud over dette, anser de for ufornuftigt, da de ikke er blevet avlet af Guds ånd og derfor ikke kan tage imod det, der kommer fra Guds ånd (1 Kor 2:14). Og vi må også huske på, at de fleste ikke ved, hvad Bibelen lærer, for deres præster har givet dem sten som føde, ikke brød.  

Jeg tror, at de mest oprigtige og hellige af Guds børn vil høre Guds røst: ”Drag ud fra hende, mit folk”, og vil adlyde røsten, førend faldet indtræffer. Men et stort antal af Herrens børn, de, der sover eller måske savner mod til at gå ud, vil komme til at dele Babylons trængsler og plager; det vil blive en hård ildprøve for dem (1 Kor 3:15). Senere vil de dog glæde sig, når de har forstået det retfærdige i den Guds dom, der har ramt Babylon. De vil modtage indbydelsen til at være med ved Lammets bryllup. De vil blive brudepiger for den mere trofaste og modige Brudeklasse, der vil blive agtet værdig til at sidde med frelseren på hans trone som hans brud. (Luk 12:32. Matt 25:1-13. Åb 3:21)