Gudernes Gud
”For Jahveh jeres Gud (elohim) er gudernes Gud
(elohim elohim) og herrernes Herre, den store, den vældige og den
frygtindgydende Gud, som ikke er partisk og ikke lader sig bestikke.” (5 Mos
10:17)
I 5 Mosebog
10:17 står der, at Jahveh elohim
”er
elohim elohim”
– dansk: Gudernes Gud. Hvad betyder disse ord? Ethvert sprog har sine
særegenskaber, og det bibelske sprog hebraisk er ikke nogen undtagelse. En ret
forståelse af det hebraiske ord elohim er uundværlig i vores søgen
efter Sandheden.
Ordet elohim
forekommer 2602 gange i De hebraiske Skrifter, og betyder ordret på dansk,
gud eller guderne; det bruges til at beskrive de høje, de mægtige,
de store, dommerne. (Se Strong’s Exhaustive Concordance Of The Bible,
hebraisk ord nr. 430) Elohim i det hebraiske er, som bibelkyndige ved, en
flertalsform på samme måde som det danske ord får eller fisk. Men
elohim skal i de fleste tilfælde gengives i ental. Det, der afgør, om
elohim skal oversættes i ental eller i flertal, er det grammatiske – hvis
der f.eks. står ”elohim, han sagde”, skal elohim gengives i ental
som ”gud”, fordi ordet ”han” er ental – men hvis der står ”elohim, de sagde”,
skal elohim gengives i flertal som ”guderne”, fordi ”de” er flertal. Som
jeg før har gjort læserne opmærksom på, er det ikke kun Israels Gud, Jahveh, der
bliver kaldt elohim i Skriften, men også Logos, gudssønnerne og dæmonerne
bliver kaldt elohim, samt nogle udvalgte mennesker. Moses var en gud (2
Mos 4:16). Satan er en gud (2 Kor 4:3-4). Jesus er en gud (Joh 20:26-28; 1:1-2),
og Jesu fader er en gud (Joh 20:17).
Ordet gud (Hebraisk:
elohim. Græsk: theos) er ikke et navn, det er en titel, som
alle mægtige personer kan bære, det være sig himmelske personer og jordiske
personer, men for det meste er der tale om himmelske personer. Ordet er en
titel, ligesom ordet præsident eller direktør. Du kan ikke hedde
gud, men du kan være en gud – ligesom du ikke kan hedde præsident eller
direktør, men du kan være en præsident eller en direktør.
Når mennesker siger, at de
tilbeder gud, eller tror på gud, så er det faktisk intetsigende,
med mindre du får et navn på denne gud. Det ville være det samme, hvis jeg
sagde, at jeg tilbeder præsidenten! Ja, ville du sikkert sige, men hvilken
præsident tilbeder du? Er det Ruslands præsident, Frankrigs præsident, USA’s
præsident eller måske en helt anden præsident? Hvis du ikke fik et navn på den
præsident, der var genstand for min tilbedelse, så var du ikke i stand til at
afgøre, hvilken præsident der var tale om. På samme måde er det også med ordet
gud – man skal have et navn på guden, for ellers kan man ikke vide,
hvilken gud der er tale om.
Apostel Paulus skriver, at der findes mange guder:
”For vel er der såkaldte guder, både i himlen og på
jorden – der er jo så mange guder og så mange herrer.” (1 Kor 8:5)
Der findes altså mange guder,
både i himlen og på jorden, men vi læser i Skriften, at der blandt guderne kun
findes én sand gud – det er denne ene gud, vores tilbedelse skal rettes
imod, hvis vi skal være sande tilbedere. (Joh 17:3; 4:23)
Hvem er den sande gud? Og
hvad er hans navn? Ifølge Skriften er svaret ganske enkelt, og det er nemt at
forstå!
Profeten Jeremias skriver:
”Jahveh er den sande Gud,
han er den levende Gud og den evige konge.” (Jer 10:10)
Og i Esajas bog læser vi:
”Jeg er Jahveh, det
er mit navn.” (Es 42:8)
Hvor nemt er det ikke at
forstå disse ord! – ”Jahveh er den sande Gud” – Det er ikke Jesus, Den hellige
Ånd, Buddha, Allah osv., der er den sande Gud. Men spørgsmålet er, om du vil
modtage disse ord og tro på dem? De fleste mennesker vil ikke! Selv mange
mennesker, som kalder sig kristne, anerkender ikke disse ord, enten fordi deres
bibelkundskab er meget mangelfuld, eller også fordi de er blevet ført på
vildspor af kirkesekternes falske lærdomme.
Det fremgår tydeligt i
Skriften, at Jahveh er den Højeste – den største elohim blandt elohim
– den største Gud blandt guder:
”Jahveh er stor, vor Herre er
den største af alle guder.” (Sl 135:5)
”Huset, som jeg vil bygge, skal være stort,
for vor Gud er større end alle guderne.”
(2 Krøn 2:4)
”For Jahveh er en stor Gud, en mægtig konge over
alle guder.” (Sl 95:3)
”For Jahveh er stor og højt lovprist, han er
frygtindgydende for alle guder.” (Sl 96:4)
”For Jahveh, den Højeste,
er frygtindgydende, en mægtig konge over hele jorden.” (Sl 47:3)
”For du, Jahveh, er den
Højeste over hele jorden, du er højt ophøjet over alle guder.”
(Sl 97:9)
”For Jahveh jeres
Gud er gudernes Gud og herrernes Herre,
den store, den vældige og den frygtindgydende Gud, som ikke er partisk og ikke
lader sig bestikke.” (5 Mos 10:17)
”Jahveh, gudernes Gud,
Jahveh, gudernes Gud, ved det, og
Israel skal vide det.” (Jos 22:22)
”Og nu til jer, I himlens hellige, klager menneskenes
sjæle, idet de siger: Bring vor sag for den Højeste.
Og de sagde til kongernes herre: Du er herrernes herre og
gudernes gud og kongernes konge, og din
herligheds trone består i al evigheds slægter, og dit navn er helligt og
højlovet i al evighed. Du har skabt alt, og magten over alt er hos dig, og alt
er åbenbaret og klarlagt for dig; du ser alt, og der er intet, som kan skjules
for dig.” (1 Enoksbog 9:3-5)
”Dæk deres ansigt med skam,
til de søger dit navn, Jahveh. De skal for evigt beskæmmes og forfærdes,
gøres til skamme og gå til grunde, til de forstår, at du alene – Jahveh er
dit navn – er den Højeste over hele
jorden.” (Sl
83:17-19)
Hvis Jahveh er gudernes
Gud, hvem er så de andre guder? De andre guder må jo være en virkelighed, for
hvis disse guder ikke eksisterer, så giver det ingen mening at kalde Jahveh
”gudernes Gud”! Det kommer måske som en overraskelse for læseren, at Skriften lærer, at
der findes flere guder i himlen end én gud, men som vi har læst, så lærer
Skriften klart og tydeligt, at Jahveh er den største gud ”blandt guderne”,
altså må der være flere guder i himlen, ligesom Paulus bekræfter i 1 Kor 8:5.
Svaret på hvem disse guder er, finder vi i Salme 82:
”Gud træder frem i det
guddommelige råd, blandt guderne
holder han dom... Jeg har sagt: I er guder, I
er alle sønner af den Højeste.”
(Sl 82:1,6)
I Salme 82 står der, at Gud
træder frem i ”det guddommelige råd”, og at dette råd består af ”guderne”, og så
får vi at vide, at disse guder er hans sønner, dvs. gudssønnerne (bene elohim)
– husk det var nogle af bene elohim, der steg ned fra himlen i Noas dage
og avlede børn med kvinderne (1 Mos 6:1-2,4). Salme 89 indeholder den samme
tanke, nemlig at gudssønnerne er ”guderne”, der forsamles i et ”helligt råd”:
”For hvem i skyen står mål med Jahveh,
hvem blandt gudssønnerne er Jahveh’s lige? Gud
vækker rædsel i de helliges råd, han er stor og frygtindgydende for alle,
der omgiver ham.” (Sl 89:7-8)
De, der omgiver Gud, er
selvfølgelig ikke mennesker af kød og blod, men det er, som der står,
gudssønnerne, der omgiver Gud, og de forsamles i et ”helligt råd”. Og hvis vi
sammenligner de næste to skriftsteder med Salme 89:7-8, så kan vi ikke længere
være i tvivl om, at gudssønnerne er guderne (elohim):
”Hvem er som du blandt
guder (el), Jahveh?
Hvem er så mægtig og hellig, frygtindgydende og glorværdig, hvem gør undere som
du?” (2 Mos 15:11)
”Ingen blandt guderne
(elohim) er som du, Herre, ingen gerninger er som dine.”
(Sl 86:8)
I Skrifterne finder vi
navnene på flere af disse sønner, f.eks. Logos (Ordet), Satan (Modstanderen),
Abaddon, Mikael, Gabriel, Uriel, Rafael, Fanuel, Azazel, Semjaza, Arakiba,
Rameel med flere. (Se f.eks. Joh 1:1. Job 1:6. Åb 9:11. Dan 9:21; 12:1. 1
Enoksbog 6:7; 8:1; 9:1) – angående gudssønnen Logos, læs artiklen ”Jesus,
al skabnings førstefødte”.
At
gudssønnerne (englene) bliver omtalt som guder (elohim), ser vi også i
Salme 8:6:
”Du har gjort ham lidt ringere end
elohim (guderne), med
herlighed og ære har du kronet ham. Du har gjort ham til hersker over dine
hænders værk.”
At der her i Salme 8:6 er tale om ”guderne” og ikke ”Gud”,
som der er gengivet med i den danske bibeloversættelse, fremgår tydeligt af den
græske Septuagint, som apostelen citerer fra i Hebræerbrevet – her er ordet
elohim nemlig gengivet med ”engle”:
”For han underlagde ikke den kommende verden, som vi
taler om, under engle; men som én et sted
har vidnet: Hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du
tager dig af det? Du har gjort ham lidt ringere end
engle, med herlighed og ære har du kronet ham.” (Hebr 2:5-7)
Gudssønnerne
er mægtige
åndeskabninger, som tjener Jahveh, men mange af dem har gjort oprør imod Jahvehs
overherredømme og er derved blevet til faldne gudssønner, som på grund af deres
oprør og deres synder engang i fremtiden skal tilintetgøres sammen med deres
fyrste, Satan. Gudssønnernes bolig, eller gudernes bolig, er ikke hos menneskene
– deres bolig er i himlen:
”Det krav, kongen stiller, er strengt. Der findes ingen,
som kan opfylde kongens krav, undtagen
guderne, og deres bolig er ikke hos menneskene.” (Dan 2:11)
”Du sagde ved dig selv: »Jeg vil stige op til himlen, højt
over Guds stjerner rejser jeg min trone; jeg tager sæde på bjerget, hvor
guderne samles, i det yderste nord.” (Es
14:13)
Som vi læste i Salme
89:7-8, ingen af ”gudssønnerne er Jahvehs lige”. Jahveh er helt speciel blandt
guderne i himlen. Og nu skal vi se på nogle af de skriftsteder, som beviser
dette.
Ingen er
så stærk som Jahveh, og intet er umuligt for ham:
”Men når han vil noget, hvem kan så hindre ham?
Han gør, hvad han har lyst til!” (Job 23:13)
”Alt, hvad Jahveh vil, gør han i himlen og på jorden,
i havene og de store dyb.” (Sl 135:6)
”Med hvem vil I sammenligne Gud? Hvad vil I
sætte op til sammenligning med ham?... Med hvem vil I sammenligne mig, så vi
skulle være lige? siger den Hellige.” (Es 40:18,25)
”... ingen river noget
ud af min hånd; hvem kan gøre det ugjort, når jeg handler?” (Es
43:13)
”Intet er umuligt for Jahveh!...” (1 Mos
18:14)
”Du, Gud Jahveh, har vist din
tjener din storhed og din stærke hånd – ja, hvilken gud, i himmel eller på
jord, kan gøre den slags vældige gerninger, som du gør?”
(5 Mos 3:24)
Jahveh har magt over liv
og død, og han vil ødelægge alle sine fjender:
”Indse dog, at det er mig, kun mig, der er ingen Gud ved
siden af mig (der er ingen gud som mig); det er mig, der dræber og gør levende,
har jeg knust, er det mig, der læger; ingen kan rive nogen ud af min hånd.”
(5 Mos 32:39)
”Din hånd skal nå alle dine fjender, din
højre skal nå dine modstandere. Du gør dem til en brændende ovn, når du viser
dig, Jahveh. Han opsluger dem i sin vrede,
og ilden fortærer dem.”
(Sl 21:9-10)
”Jahveh dræber, og han gør levende, han sender ned i
dødsriget, og han henter op derfra; Jahveh gør fattig, og han gør rig, han
ydmyger, og han ophøjer. Jahvehs modstandere forfærdes, den Højeste tordner i
himlen. Måtte Jahveh dømme den vide jord, måtte han give sin konge styrke, løfte
sin salvedes horn.” (1 Sam 2:6-7,10)
Jahvehs magt
og indflydelsesområde er grænseløst som universet:
”Ak, Gud Jahveh, du har skabt himlen og
jorden i din store styrke og med din løftede arm. Intet er umuligt for dig!...
Jahvehs ord kom til Jeremias: Se jeg er Jahveh, alle menneskers Gud. Er noget
umuligt for mig?” (Jer 32:17,27)
”Frygter I mig ikke, siger Jahveh,
skælver I ikke for mig? Jeg gjorde dog sandet til grænse for havet,
et ældgammelt skel, det ikke måtte overskride; bølgerne bruser, men formår det
ikke, de larmer, men kan ikke overskride det.” (Jer 5:22)
Jahveh har
skabt himlen og jorden –
Ingen har skabt Jahveh, men
Jahveh har skabt alle andre væsener, han giver dem alle livet:
”Du, Jahveh, er den eneste. Du
skabte himlen, himlenes himmel med hele dens hær, jorden med alt, hvad den
rummer, havene med alt, hvad de rummer. Du giver dem alle livet, og himlens
hær tilbeder dig.”
(Neh 9:6)
”Det var min hånd, der grundlagde jorden, min højre hånd
spændte himlen ud; kalder jeg på dem, står de der alle sammen.” (Es 48:13)
”Ved Jahvehs ord blev himlen skabt, hele dens
mangfoldighed ved et pust fra hans mund.” (Sl 33:6)
Jahveh skylder ikke nogen
noget som helst:
”Hvem har givet ham noget
først, så han må gøre gengæld?” (Rom 11:35)
”Med hvem har han rådført sig
for at få indsigt og blive belært om den rette vej? Hvem lærte ham kundskab og
viste ham vejen til indsigt?”
(Es 40:14)
Jahveh kender fremtiden:
”Fra begyndelsen har jeg forkyndt fremtiden,
i fortiden det, der endnu ikke var sket.” (Es 46:10)
”Daniel svarede kongen: »Den hemmelighed, som kongen
spørger om, kan hverken vismænd, besværgere, mirakelmagere eller himmelgranskere
fortælle kongen. Men der er en Gud i himlen, som kan åbenbare hemmeligheder,
og han har meddelt kong Nebukadnesar det, som skal ske ved dagenes ende.”
(Dan 2:27-28)
Alle levende væsener
skylder Jahveh tak og tilbedelse:
”Lovpris Jahveh i himlen, lovpris ham i det højeste!
Lovpris ham, alle hans engle, lovpris ham, hele hans hær! Lovpris ham,
sol og måne, lovpris ham, alle lysende stjerner! Lovpris ham, himlenes himmel...
De skal lovprise Jahvehs navn, for på hans befaling blev de skabt. For
evigt og altid bestemte han deres plads og satte en grænse, de ikke måtte
overskride. Lovpris Jahveh på jorden... Alle jordens konger og folk,
alle jordens stormænd og dommere, unge mænd og piger, gamle og unge! De
skal lovprise Jahvehs navn, for hans navn alene er ophøjet, hans herlighed når
ud over jord og himmel.” (Sl 148:1-13)
”Værdig er du, vor Herre
og Gud, til at få pris og ære og magt; for du har skabt alle ting, af din
vilje blev de til og blev skabt.” (Åb 4:11)
Jahveh er den eneste gud,
som altid har eksisteret. Han
er fra evighed til evighed:
”Før bjergene fødtes, før
jorden og verden blev til, fra evighed til evighed er du Gud.”
(Sl 90:2)
Jahveh har ingen begyndelse –
alle de andre guder i himlen har en begyndelse. Selv-eksistens er en af de
væsensegenskaber, som gør, at Jahveh er helt speciel i forhold til de andre
guder i himlen. Med hans selv-eksistens menes hans uafhængighed af alle ting og
forhold for at kunne eksistere. Dette indbefatter, at han ikke skylder nogen sin
tilværelse, at ingen skabte ham, og ingen opretholder ham. Ej heller skylder han
nogen tilstand eller nogen ting sin tilværelse og vedvarende beståen, han har
liv i sig selv. (Joh 5:26)
Man kan sige, at det er en
del af selve Jahvehs natur at være til. I dette er han helt igennem forskellig
fra de andre guder i himlen, ja alle væsener i himlen og på jorden. Alle andre
væsener har været afhængige af en eller anden for at blive til. Alle væsener har
ikke alene måttet være afhængige af Jahveh for at blive til, men også deres
fortsatte tilværelse vil være afhængig af ham, så længe den varer. Jahveh er
således det eneste selv-eksisterende væsen i universet. Fornuften erkender, at
dette er sandt, når den demonstrerer, at han er førsteårsagen til skaberværket
og derfor årsagsløs, selv-eksisterende. Han skylder ikke nogen noget som helst
(Rom 11:35. Es 40:14, 18). Alle levende væsener skylder ham tak og tilbedelse!
(Sl 33:6-15; 148:1-14. Es 48:13. Åb 4:11. Matt 4:10)
Jahveh er udødelig:
En anden af Jahvehs
væsensegenskaber, som gør ham speciel, er hans udødelighed. Udødelighed er en
dødfri tilstand – en tilstand i hvilken døden er en umulighed. Den står i
modsætning til dødelighed, der betegner en tilstand, i hvilken døden er mulig.
Dødelighed betyder ikke en tilstand, der nødvendigvis må resultere i død, men en
tilstand i hvilken man kan dø – en dødelig tilstand. Den kendsgerning, at
Adam døde, er det sikreste bevis på, at han ikke var udødelig, men at han var
dødelig. Men selv om han i sin skabelse var dødelig, så kunne han have levet
evigt, hvad han også ville have gjort, om han vedblivende havde spist af livets
træ i Edens have (1 Mos 3:22). Den gudssøn, som hedder Satan, er også dødelig,
for en gang i fremtiden skal han dø (Åb 20:10). Heraf kan man også slutte, at
alle de andre gudssønner er dødelige – hvilket også fremgår af Salme 82:7. Skønt
mange mennesker i opstandelsen vil arve evigt liv, vil de dog være dødelige.
Disse betragtninger beviser, at dødelige væsener ikke nødvendigvis må dø.
At Jahveh er udødelig fremgår af følgende skriftsteder:
”For ligesom Faderen har liv i sig selv, således
har han også givet Sønnen at have liv i sig selv.” (Joh 5:26)
”Evighedernes konge, den uforgængelige, usynlige,
eneste Gud...”
(1 Tim 1:17)
”Han, den eneste, som har udødelighed og bor i et
utilgængeligt lys...” (1 Tim
6:16)
Dette betyder, at gudernes
Gud ikke kan dø. Guderne kan dø (undtagen Logos), og mennesker kan dø.
Konklusion
Som vi har set, så lærer
Bibelen, at der kun er én Elohim Elohim, dvs. én gudernes Gud, nemlig Jahveh.
Der findes mange andre Elohim, men de er alle underlagt Jahveh, inklusive Elohim
Logos (Jesus), hvilket tydeligt fremgår af følgende udtalelser af Logos selv:
”Jeg stiger op
til min fader og jeres fader, til min Gud
og jeres Gud.” (Joh 20:17)
”Faderen er større end
jeg.” (Joh 14:28)
”Sønnen kan slet intet
gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre.” (Joh 5:19)
”Jeg har ikke fundet, at
dine gerninger er fyldestgørende over for min
Gud.” (Åb 3:2)
En ret forståelse af ordet
Elohim er derfor en nødvendighed, hvis man skal forstå, hvorfor mange i Bibelen
bliver kaldt Elohim, men ikke alle Elohim Elohim.
|
