Jesus, al skabnings førstefødte

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Guden, og Ordet var en gud. Denne var i begyndelsen hos Guden. Alt blev skabt gennem denne, og uden denne er ikke en eneste ting blevet til, som er skabt.” (Joh 1:1-3, grundteksten)

Længe før mennesket blev skabt eller jorden bragt frem af sin kaotiske tilstand, og længe før englene og keruberne blev skabt, frembragte Guds magt en søn på det åndelige tilværelsesplan – Jahveh’s førstefødte – herlig, fuldkommen og skøn, et billede af ham selv. 

Denne herlige søn benævnes i vor tekst som Ordet (græsk: Logos). I Ordsprogenes bog er der symbolsk henvist til ham som ”visdommen”:

”Jahveh ejede mig fra begyndelsen af sine handlinger, før sine værker fra gammel tid. Jeg blev dannet fra evighed (dvs. i den ældste oldtid), fra begyndelsen, før jorden blev til... Da han grundfæstede himlen, var jeg der allerede... da han lagde jordens grundvolde fast, var jeg ved hans side som hans værkmester; jeg var til glæde for ham dag efter dag, jeg dansede foran ham hele tiden.” (Ordsp 8:22-30, grundteksten)

Denne mægtige åndeskabning, personificeret som visdommen, bliver af apostel Paulus erklæret for at være ”al skabnings førstefødte” (Kol 1:15-18). Salmisten henviser ligeledes til ham som Jahveh’s førstefødte, ”den øverste blandt jordens konger” (Sl 89:28). 

Jesus henviser til sig selv som en person der havde haft en førmenneskelig tilværelse, når han siger: ”Jeg er før Abraham blev født.” (Joh 8:58). Men mange andre skriftsteder beviser hans førmenneskelige tilværelse, f.eks. Joh 3:13, 31; 6:38, 62; 8:14, 23, 42; 17:5. Kol 1:15-17. Rom 10:6. 1 Kor 10:4. Ef 4:8-10. Fil 2:5-7. Mika 5:1.

Den herliggjorte, himmelfarne Kristus meddeler os i Åbenbaringsbogen den samme store sandhed, at han var ”Guds skabnings begyndelse” (Åb 3:14, citeret efter grundteksten, eller se d.aut.1907). Og atter siger han: ”Jeg er den første og den sidste.” (Åb 1:18, 2:8) 

Alle disse skriftsteder stadfæster fuldt ud vor teksts vidnesbyrd om, at han, som senere blev verdens genløser, længe forud var Guds første søn. Han var den første ikke blot i alder, men også i ære, værdighed og stilling, over alle de andre af Guds sønner. Ikke én af disse var lig ham, Jahveh’s direkte skabning; for ”alt blev skabt gennem denne, og uden denne er ikke en eneste ting blevet til, som er skabt.” 

Jesus var ikke skaberen i ordets første betydning, men i underordnet forstand. Han var Jahveh’s virksomme redskab, hans værkmester, ved hele hans senere skaberværk. Således var han ikke blot den førstefødte af hele skabningen, men individuelt set var han også den sidste af Guds skabninger. Med dette samstemmer også Paulus’ vidnesbyrd, idet han hævder, at ”alle ting er FRA Faderen, og alle ting VED Sønnen.” (1 Kor 8:6)

Den mørke tidsalder 

Der var en tid, hvor det ikke var alle Guds børn, som havde adgang til Bibelen på deres eget sprog, og hvor uddannelse til at læse den på hebraisk og græsk var uhyre begrænset. Der var heller ingen, som ejede sådanne vidunderlige bibler, som er almindelige i vor tid, f.eks. hebraiske og græske grundtekster (med henvisninger og ordbøger). Det bør derfor ikke undre os, at der i denne tid krøb mange forstyrrende vildfarelser ind i kirkens traditionelle tro. Lidt efter lidt sneg der sig alt muligt menneskeskabt tankespind ind i sandheden, og det var som regel påvirket af græsk dannelse og videnskab, og vi kan være sikre på, at ondskabens fyrste har stået bag denne udvikling – ”løgnens fader” (Joh 8:44). 

Tidligt i det tredje århundrede blev der i Kristi og apostlenes navne fremsat fordringer, som hverken han eller de nogensinde havde samtykket i. Og i det fjerde århundrede skabte gejstligheden en trosbekendelse, som gjorde Jesus til Gud den Højeste, gjorde ham til det samme væsen som Faderen, lige evig og lige stor. Det lykkedes således for ”løgnens fader” at forklejne Gud, ved at gøre en af hans underordnede til hans lige. 

Apostel Peter erklærede Jesus for at være ”Kristus, den levende Guds søn” (Matt 16:13-17). Jesus selv erklærede: ”Faderen er større end jeg” og ”Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre.” (Joh 14:28, 5:19) 

Rigtignok sagde han også: ”Jeg og Faderen er ét.” (Joh 10:30); men han vidste, hvad denne enhed bestod i, nemlig at det var en enhed i hjerte, sind, vilje, hensigt og gerning. Han havde fuldstændig underordnet sin vilje under Faderens vilje og gjort Faderens vilje til sin egen, derfor var de ét. Jesus illustrerede denne enhed, når han bad for sine disciple, ”at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig... for at de skal være ét, ligesom vi er ét.” (Joh 17:11,21-22)   

Det er klart, at Jesus ikke bad om, at de alle skulle blive ÉN PERSON, eller ÉT VÆSEN, men at de alle – gennem trofasthed og lydighed mod Guds ord – skulle blive af ét sind, ét hjerte og én hensigt. Og han erklærede, at den samme enhed bestod mellem Faderen og ham selv. Da Jesus og hans apostles enkle lærdomme blev forladt, gik nogle til den yderlighed, at de erklærede, at Jesus var sin egen fader, at benævnelserne Fader, Søn og Hellig Ånd alle angik ét og samme væsen, som åbenbarede sig for menneskene på tre forskellige måder, eller i tre forskellige substanser – én Gud i tre åbenbarelsesformer. Der var de, som antog endnu et andet standpunkt og påstod, at Faderen, Sønnen og Den Hellige Ånd var tre guder, der virkede som én. I samme grad som disse meget ubibelske teorier blev modtaget, forårsagede de forvirring. Og når der blev spurgt, hvorledes der kunne være ét væsen, én person, og hvorledes ét væsen kunne være tre personer, ligestillet i evighed, ære og magt, så kunne der naturligvis ikke gives noget svar på dette. Da greb præsteskabet til den udflugt at lære folket, at dette var et stort mysterium, som ingen kunne forklare eller forstå. Men sandheden angående Guds væsen, at Jahveh er én, er så enkel og nem at forstå, at selv en lille dreng kan forstå det.  

Med lidt kendskab til menneskenaturen bør det derfor ikke undre os, at disse yderliggående synspunkter blev modarbejdet af andre, som gik til den direkte modsatte yderlighed. Således påstod nogle, at Jesus kun var et menneske, at han ikke havde en førmenneskelig tilværelse, at han blev født som andre mennesker, at Josef var hans fader osv. Vi ser således en alvorlig fare ved at lære noget, som afviger fra Guds ords nøjagtige undervisning.  

Det burde ikke være nødvendigt at sige til seriøse bibelstuderende, at der intet sted i Skriften tales om nogen treenighed af guder. Guds rene ord viser os på en enkel og skøn måde, at den store Skaber, al barmhjertigheds fader, er Jahveh Gud, at han er én enkelt Herre, at han er gudernes Gud, at han har en førstefødt søn, som i fremtiden skal frelse eller befri alle dem af Adams slægt, som er villige til at modtage Guds nåde, der er tilvejebragt i og ved ham. (5 Mos 6:4; 10:17. Matt 3:17; 17:5. 1 Tim 2:5-6. Joh 3:16)   

Jahveh’s førstefødte søn, Jesus, er kristus – det er et græsk ord, og det betyder at Jesus er den (til konge) salvede i Guds kongerige (Matt 16:16; 26:63-64. Luk 1:32-33; 23:3). Han skal være den første, den øverste og største konge i Guds kongerige, og dette kongerige skal overtage verdensherredømmet her på jorden en gang i fremtiden; det skal knuse alle de andre kongeriger, og selv skal det bestå i al evighed. (Daniel 2:44)

Den førstefødte højt æret 

Før Guds skabelses begyndelse, før den førstefødte blev skabningens A, havde Faderen hos sig selv fattet vidunderlige planer angående den evige fremtid. Denne plan omfattede denne verden, menneskeslægten, menneskets genløsning fra synden, de ondes tilintetgørelse og genoprettelsen, som skulle fuldføres af Messias’ regering, samt det herlige skabelsesværk, som videre skulle udføres gennem evighederne. 

Men hvornår skulle Jesus så komme tilbage og begynde genoprettelsens tider? Som Jesus erklærede havde Faderen beholdt dette tidspunkt i sin egen magt (ApG 1:7). Han røbede ikke denne tid for englene, ikke engang for sin højt elskede ”førstefødte søn” (Matt 24:36) 

Vi læser i Åbenbaringen, kapitel 5, hvorledes Guds hemmelighed, Guds hensigt, bliver symbolsk fremstillet ved bogrullen, som var i Jahveh’s hånd, hvorom vi læser i vers 1. Vi læser om, at denne åbenbaring, ”bogrullen”, blev givet til Lammet, den førstefødte, efter at han var blevet slagtet – først efter hans død på Golgata, da han var faret op til himmelen og var blevet herliggjort ved Faderens højre hånd. 

Men før Ordet blev gjort til kød, før han påtog sig at blive menneskets frelser, forelagde Faderen ham sit herlige forslag. Han fortalte ham, at han havde en bogrulle, en plan, og at udførelsen af denne skulle overgives til én, som ville bevise sin værdighed ved at adlyde Guds vilje. 

Vi læser at ”således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn” (Joh 3:16); men dette skal ikke forstås således, at Gud tog livet fra sin søn, at Jesus ikke gjorde det frivilligt. Jesus satte sit liv til af egen fri vilje, for det havde hans fader påbudt ham at gøre (Joh 10:17-18), og Jesus gør altid det, der er godt i Faderens øjne (Joh 8:29). 

Vi forstår sagen klart, når vi betragter apostelens fremstilling i Filipperbrevet, kapitel 2, vers 5-8. Han erklærer, at Jesus forlod den herlighed, som han havde hos sin fader, før verden var, at han ydmygede sig selv, idet han påtog sig et menneskes skikkelse (blev ”kød og blod”) og derefter indviede sig til døden – alt sammen på grund af den glæde, som Faderen havde stillet i udsigt for ham. Denne glæde var: 

1) at han på denne måde kunne tjene den himmelske faders nådige hensigter, sin faders vilje. 

2) at han kunne frelse menneskene fra syndens og dødens dybe grav, i hvilken alle var nedstyrtet gennem Adams ulydighed. 

3) Desuden blev han lovet æren og udmærkelsen som konge, overhoved for Guds kongerige, ved og under hvilket menneskeslægten skulle velsignes og genoprettes. 

4) Han blev lovet en speciel brudeklasse og en stor folkeskare, som skulle udvælges blandt den genløste menneskeslægt – en klasse som skulle havde det samme sind, fårets sindelag, altså være loyale mod Gud og retfærdigheden og tro til døden, og som derfor i lighed med deres Herre Jesus Kristus, skulle ophøjes i den første opstandelse og blive medkonger og præster i Guds kongerige sammen med ham. 

5) Han blev også lovet, at hans egen udmærkelse ville blive gennem evigheders evighed at være delagtig i den guddommelige naturs egenskaber. Han ville ikke alene blive salvet til konge i Guds kongerige og komme til at besidde herlighed og ære, men også arve liv i sig selv, udødelighed. 

For disse glæder forlod han sin herlighed, blev kød og ofrede sit jordiske liv, og idet han blev oprejst fra de døde, indgik han til sin lovede glæde. Siden den tid venter han på fuldstændiggørelsen af sin brud og den store folkeskare, forvisset om, at Faderen da vil give ham ”folkene (hedningerne) og den vide jord som arvelod” (Sl 2:7-9), for at han kan binde Satan, udrydde synden, oprejse menneskene fra graven, løfte synderen op af dyndet, bringe orden i forvirringen og for evigt fjerne al forstyrrelse fra jorden ved at tilintetgøre alle forsætlige syndere. 

En gud, men ikke Guden  

Ordet elohim i det hebraiske er, som bibelkyndige ved, en flertalsform, på samme måde som det danske ord får eller fisk. Men elohim skal for det meste gengives i ental. Det der afgør om elohim skal oversættes i ental eller i flertal, er det grammatiske – hvis der f.eks. står ”elohim, han sagde”, skal elohim gengives i ental, ”gud”, fordi ordet ”han” er ental – men hvis der står ”elohim, de sagde”, skal elohim gengives i flertal, ”guderne”, fordi ”de” er flertal.  

Ordet elohim betyder ordret gud eller guderne, men bruges også til at beskrive de høje, de mægtige, de store, dommerne. (Se f.eks. Strong’s Exhaustive Concordance Of The Bible, hebraisk ord nr.430)  Jahveh og Jesus er elohim. (Neh 9:7. Sl 45:7 jvf. Hebr 1:8)  

Ordet elohim bliver ikke kun brugt om Faderen og Sønnen, men også om engle som Guds og Kristi sendebude, som de, der er mægtige til at udrette Guds vilje (Sl 8:6 jvf. Hebr 2:7). Den Højestes sønner, gudssønnerne, bliver kaldt ”guder (elohim)” (Sl 82:6). Endvidere bliver ordet elohim også brugt om mennesker. Udvalgt af Gud og aktive som hans redskaber var de mægtige eller elohim – f.eks. læser vi at Moses var elohim (gud) for Aron (2 Mos 4:16), og at Israels dommere, som var udnævnt af Moses, var elohim (guder) for folket (2 Mos 21:6). Ligeledes blev også en stormand i folket kaldt elohim (2 Mos 22:27).  

I første kapitel af Johannes-evangeliet kaldes Jesus ”en gud” (græsk: theos), men ikke Guden (græsk: ton theon), som er Faderen, Gud Jahveh den Almægtige:

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Guden, og Ordet var en gud.”

(Joh 1:1)

Bemærk, at forskellen mellem ”Guden” og ”en gud” her er nøjagtig gengivet som den findes i den græske grundtekst. Angående den korrekte oversættelse af Joh 1:1, læs artiklen ”Beviser Joh 1:1 at Jesus er Gud den Højeste?”

Jesus højt ophøjet af Faderen 

Gengivelsen af Johannes, kapitel 1, vers 1, er meget ordret, og viser nøjagtigt grundtekstens mening på en måde, som mange bibeloversættelser ikke gør. Når vi tidligere har studeret Guds ord, har vi ikke været kritiske nok med hensyn til det sproglige, men nu er det ved Guds forsyn blevet muligt endog for dem, som praktisk talt ikke har noget kendskab til græsk og hebraisk, at forstå Skriftens enkle sandhed. 

Den almindelige oversættelse af dette skriftsted gengiver ikke den virkelige tanke i grundteksten, men således som jeg har gengivet den, er sagen enkel og klar. Jahveh Gud er fra evighed og til evighed og har ingen begyndelse. Ordet, havde en begyndelse – han var selv begyndelsen. I begyndelsen var Ordet, og Ordet var en gud – han var en mægtig, skabningens begyndelse, den første og ypperste skabning af Gud den Almægtige – og ”ved ham og til ham er alting skabt.” (Kol 1:16).

Al ære, magt og tilbedelse tilhører i første række lysenes store fader, og på ham henledte Jesus sine disciples opmærksomhed, når han sagde: ”Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn!”  Det er aldeles på sin plads, at vore bønner stiles til lysenes fader, fra hvem alle gode og fuldkomne gaver kommer. 

Det har behaget Faderen at ære sin førstefødte søn, at belønne hans trofasthed til døden og i alle dele gøre ham til hoved for menigheden, som er hans legeme, det er altså fuldstændig rigtigt, som Jesus siger, at ”alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen.” (Joh 5:23).  Dog skal de ikke ære Sønnen i stedet for Faderen; for den sidstnævnte erklærer: ”Jeg giver ikke min ære til nogen anden.” (Es 42:8). Den ophøjede Kristus skal æres, fordi Faderen har højt ophøjet ham og givet ham et navn, som er over ethvert andet navn, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig og enhver tunge bekende: ”Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.” (Fil 2:8)

Læs også:

• Beviser Joh 1:1 at Jesus er Gud den Højeste?
• Jesus - født og skabt?