Troede de tidlige kirkefædre på en treenig gud?

   Kirkehistorien fortæller os, hvordan og hvornår læren om den treenige Gud blev antaget som værende den kristne tro. I denne artikel skal vi undersøge, hvad de kristne skribenter fra det andet og tredje århundrede lærte og troede; de går under fællesbetegnelsen ”de apostolske fædre”, men bliver også kaldt ”Kirkefædre”. Vi begynder bagvendt med årene 325 og 381, hvor læren om den treenige Gud blev vedtaget – og i denne forbindelse med citater fra nogle KIRKEHISTORIER: 

Dr. Karl Hase’s KIRKEHISTORIE (E. A. Reizels Forlag, København, 1837) beretter på siderne 114-115 om kirkemødet i Nikæa i år 325: 

”Arius, Presbyter ved en sognekirke i Alexandrien, havde påstået, at Logos fordum ved den guddommelige vilje var skabt af intet, første skabning og verdensskaber, skulle derfor vistnok kaldes Gud, men var dog afhængig af Faderen. Dannet… veltalende… gik Arius ud fra den da herskende kirkelæres standpunkt, og stræbte ligeså meget til fordel for monotheisme… Hans biskop Alexander stillede mod ham den anden side af Origenes’s lære, og erklærede under oppositionens gradvise stigen, at Logos fra evighed af var avlet ud af Guds væsen, og derfor, som Gud af Gud, Faderen lig. Ifølge af denne splid (fra 318) blev Arius på en synode i Alexandrien (321) afsat og udstødt.” (Fremhævelser i citaterne er foretaget af mig) 

EUSEBS KIRKEHISTORIE BOG I-III (oversat af Knud Bang, Gyldendalske Boghandel-Nordisk Forlag-København-1940) beretter om denne sag i sin indledning ved Hal Koch på side 7: 

”Arius hævdede med stor bestemthed, at Logos ikke var evig og ikke af samme væsen som Gud selv; han var skabt af intet, om end før alle andre skabninger og af guddommelig natur. Hans modstandere hævdede med ikke mindre iver, at sønnen var evig og lige så guddommelig som Faderen selv.” 

KIRKEHISTORIE (bind I, OLDTID OG MIDDELALDER, af Hjalmar Holmquist, København, Det Rechtwigske Forlag-1925) beretter om synoden i år 325 på siderne 145-147: 

”På Hosius’ råd sammenkaldte Konstantin alle rigets katolske biskopper til en synode i Nikæa i Bithynien 325. Hermed blev den første rigssynode til den økumeniske kirkeforsamling. Denne institution blev det første retslige organ for hele kirken, udtrykket for kirkens ydre enhed og for dens i sidste instans afgørende dogmatiske autoritet. Men gennem Nikæa blev disse synoder desuden også et organ for statens magt over kirken. Konstantin ikke alene sammenkaldte mødet; hyldet med næsten afguderisk taknemmelighed af den frigjorte kirke ledte han de vigtigste forhandlinger, prøvede og stadfæstede eller forkastede beslutninger. Således blev kirkens højeste myndighed afhængig af statens… Ihvorvel den store majoritet på nikæakonciliet stod ubesluttet, lykkedes det til sidst Hosius at overbevise kejseren om den vesterlandske opfattelses politiske fortrin og føre den til sejr på mødet… Resolutionen i det arianske spørgsmål fastslog en trosbekendelse… at Kristus var af samme væsen (homousios) som Faderen. Således var i virkeligheden et udmejslet dogme om Kristi guddom præget, i skarpeste modsætning til arianismen. Beslutningen stadfæstedes af Konstantin. Således skete det forhen uhørte, at en almengyldig kirkelig trosbekendelse bragtes i stand ved en verdslig regent, der ikke engang var rigtigt medlem af kirken... Og denne således fastslåede trosbekendelse omfattedes med overbevisning kun af et fåtal! Så stor var imidlertid ærbødigheden for Konstantin, at flertallet bøjede sig, bl.a. Eusebius af Nikomedia.”  

Og tilbage til Dr. Karl Hase’s KIRKEHISTORIE læser vi på side 115: 

”Efter at Konstantin forgæves havde formanet til at opgive et efter hans daværende anskuelse unyttigt stridsspørgsmål, stævnede han nærmest for denne sags skyld biskopperne til en almindelig forsamling i Nikæa (325)… man opstillede det dengang forkastede udtryk, at Sønnen var af lige væsen med Faderen, hvilket af Arianerne blev tilbagevist… Kejseren befalede, at alle Arius’ skrifter skulle brændes, hver den, der holdt dem tilbage, blev truet med døden; hans tilhængere skulle anses som kristendommens fjender”… Striden angående den dannede menneskeheds tro, som var afgjort ikke ved Sandhedens indre sejer, ej heller ved den offentlige mening, men ved en uvidende og foranderlig herskers magtsprog, måtte snart på ny bryde løs.” 

Samme Dr. Karl Hase’s KIRKEHISTORIE beretter på side 119 om synoden i Konstantinopel i år 381: 

”Endnu var dommen fri, og blandt de lærde holdt nogle ånden for en virkning af Gud, andre for en skabning, andre for en gud, andre ville af ærefrygt for den Hellige Skrift, som intet bestemmer desangående, tilbageholde deres dom. Begrebets konsekvens sejrede. De macedonianske biskopper blev indbudt til en synode i Konstantinopel, og, da man ikke ville lade sig overbevise om åndens væsenslighed (med Sønnen), udstødte af kirken… Efter synoden i Konstantinopel gjaldt troen på den hellige treenighed… Der er én Gud, i ham er 3 personer: Faderen og, udgående fra ham, Sønnen og Ånden.”  

Det, der blev vedtaget i år 381, var dogmet om den treenige Gud; og det blev til en trosbekendelse, som man skulle fremsige bl.a. i forbindelse med dåb, og kunne man ikke det, fordi man måske opfattede Bibelens ord anderledes, ville man blive lyst i band – selvom man måske kunne se, at apostlene ikke havde brugt en sådan trosbekendelse i forbindelse med dåb. 

Det er ret betænkeligt, når man i denne forbindelse farer frem med bål og brand – eftersom udtrykket ”treenighed” ikke forekommer i Bibelen – det er simpelthen nogle menneskers opfattelse, og det er betænkeligt, at de forestillinger, nogle få gjorde sig, er blevet ophøjet til at være gældende lov for alle, der ville tro. På den måde udelukkede man den personlige tro – nu skulle man tro det, man havde vedtaget; og det har kristenheden været underlagt lige siden. 

Med hensyn til trosbekendelser i forbindelse med dåb, har man flere nedskrevne eksempler – Tertullian nævner tre – fra omkring år 190, år 200 og år 205, her gengivet fra Peter Schindlers DE APOSTOLISKE FÆDRE, H. Hagerups forlag, København 1948, bind II, side 323: 

Det er meget svært at se en treenig Gud i disse tre trosbekendelser. Som vi ser, nævner alle tre først én Gud, derefter Jesus Kristus, nu kunne man så forvente, at den hellige ånd blev nævnt (som en del af den treenige guddom) – men læg mærke til, at den hellige ånd først bliver nævnt under punkt 9 og som udsendt fra Faderen eller Sønnen. 

De tidlige kirkefædre

Lad os nu prøve at vende os til de kristne skribenter fra det andet og tredje århundrede for at se, om deres skrifter indeholder tanken om en treenig Gud.

Clemens fra Rom: ifølge nogle kristne skribenter fra før synoden i Nikæa 325 var han den Clemens, der bliver nævnt i Filipperne 4:3, men dette kan der stilles spørgsmålstegn ved, for vi ved ikke, om det er historisk rigtigt. Han var en ældste i menigheden i Rom fra omkring år 92-101. Hans Korinth Epistel, skrevet omkring år 96, var højt estimeret, af mange betragtet som værende på linje med, hvad apostlene skrev, og blev ofte brugt ved deres møder. Han blev født omkring år 30 og døde omkring år 101.

”Vi ved, at du alene er den ’højeste af de højeste’ .... Du har udvalgt dem, som elsker dig gennem Jesus Kristus, din elskede søn, gennem hvem du har belært, helliggjort og æret os .... Lad alle nationer vide, at du er den eneste Gud, at Jesus Kristus er din søn, og at vi er dit folk.” (Til korintherne 59:3-4)

Ignatius fra Antiokia: også kaldet ”Theophorus”, der betyder ”Gud-bærer”, på grund af sin blide, venlige natur. Han var en ældste i Antiokia menigheden i Syrien, og var elev af apostlen Johannes. Hans autentiske skrifter, som er den korte version af hans syv epistler, blev skrevet omkring år 110. Han blev født omkring år 50 og døde martyrdøden år 116.

”Der er én Gud, som manifesterede sig gennem Jesus Kristus, sin søn, som i egenskab af Hans Ord kom ud af tavsheden og ind i verden og opnåede fuld anerkendelse af Ham, hvis ambassadør han var.” (Til Magnesians 8:2)

”... som også virkelig stod op fra de døde, eftersom hans Fader oprejste ham, hans Fader vil på samme måde også oprejse os, som tror på Ham gennem Jesus Kristus, uden hvem vi intet virkeligt liv har.” (Til Trallians 9:2)

”I er godt grundfæstet i kærlighed gennem Kristi blod og tror sikkert på vor Herre. Han er virkelig af Davids slægt i ’kødet’ og søn af Gud af Guds vilje og kraft.” (Til Smyrnaeans 1:1)

Polycarp: født omkring år 69, var også elev af apostlen Johannes samt en nær ven af Ignatius af Antiokia. Han var ældste i Smyrna menigheden i Lilleasien og skrev sin Filipper Epistel før år 140. Han blev brændt på bålet den 23. februar år 155.

”Må nu Gud og Faderen til vor Herre Jesus Kristus, og den evige præst selv, Jesus Kristus, Guds søn, opbygge jer i tro og sandhed.” (Til Filipperne 12:2)

”... ham, som i sin nåde og gavmildhed er i stand til at bringe os alle til sit Himmelske Kongerige gennem sit enbårne barn, Jesus Kristus, være hæder, ære, magt og majestæt for evigt.” (Martyrdom 20:2)

Justin: kaldet ”Martyr” på grund af sit martyrium i året 166, blev født omkring år 107 i Rom. Han var en hedensk filosof, som konverterede til kristendommen omkring år 130. Hans første værk, Dialog med Trypho, blev skrevet år 135, hvor Trypho, en jøde, flygtede for Jerusalem efter Bar Kochba revolten. Han skrev fra år 135 til kort før, han blev halshugget.  

”Gud avlede før alle skabninger en begyndelse, som var en bestemt rationel kraft, der udgik fra Ham selv, som er benævnt ved den Hellige Ånd nu Herrens Herlighed, nu Sønnen, siden Visdommen, en Engel, så Gud, så Herre og Logos; og ved en anden lejlighed kalder han sig selv Kaptajn.” (Dialog med Trypho kap. 61)

”Vi følger den eneste ikke-avlede Gud gennem Hans Søn.” (Første forsvar, kap. 14)

”Vi hævder, at Guds Ord blev født af Gud på en helt særlig måde, forskellig fra almindelig udvikling, lad dette, som sagt ovenfor, ikke være noget ekstraordinært for jer, som siger, at Mercury er englenes ord for Gud.” (Første forsvar, kap. 22)

”Faderen til alle er ikke-avlet .... Og hans Søn, som alene med rette kaldes Søn, Ordet .... var hos ham, og var avlet før verden .... (Andet forsvar, kap. 6)

Tatian: Født i Assyrien omkring år 110 og var elev af Justin Martyr. Han skrev de tidligst kendte bibelkommentarer til de fire Evangelier. På et tidspunkt blev han leder af Gnostikernes mådeholdne sekt. Til trods herfor, giver hans skrifter et halv-fair indtryk af kristne doktriner. Han skrev mellem år 161-170 og døde år 172.

”Universets Herre, som Selv er nødvendig for alt eksisterende, eftersom ingen skabning endnu eksisterede, var alene .... Og blot ved hans vilje udspringer Logos; og Logos, som ikke udspringer forgæves, bliver Faderens først-avlede værk og var begyndelsen til verden.” (Til grækerne, kap. 5)

Melito: Født omkring år 110 og var ældste i Sardis, Lilleasien, fra omkring år 160-170 samt ven af Ignatius af Antiokia som dreng. Han skrev mellem år 165-170 og led martyrdøden år 177. Kun små fragmenter eksisterer.

”Der er det, som virkelig eksisterer, og som kaldes Gud ... Dette væsen er på ingen måder frembragt, heller ikke blev Han skabt, men har eksisteret fra evighed af.” (Forsvar 1: Til Antonius Caesar)

”Jesus Kristus .... er fuldendt grundlag, Guds Ord, han som blev avlet før lyset, han som er skaber sammen med Faderen.” (Forsvar 4: Om tro)

Theophilus fra Antiokia: Født omkring år 130 og var ældste i Antiokia, Syrien, omkring år 170-180. Han skrev før år 175 og døde år 181.

”Idet han havde Sit eget Ord indvendigt i Sin egen ”Livmoder” avlede Gud ham, idet Han udsendte ham med Sin egen Visdom før alle ting. Han havde dette Ord som hjælper til det, som blev skabt af Ham, og ved ham skabte Han alle ting.” (Til Autolychus, kap. 10)

Athenagoras: Født i Athen af hedenske forældre i år 134. Skrev sit værk ”Forsvar for de kristne” år 176 og præsenterede det for den romerske kejser Markus Aurelius, en indædt forfølger af kristne, i året 177. Han døde år 190.

”Vi anerkender én ikke-skabt Gud, evig, usynlig, uoverstigelig, ufattelig, ubegrænset .... ved hvem universet er blevet skabt og ordnet gennem Hans Ord .... Jeg siger Hans Ord, for vi anerkender også en Søn af Gud .... Han er Faderens første frembringelse, ikke som værende blevet bragt til eksistens, for fra begyndelsen, havde Gud, som er den evige bevidsthed, Logos i Sig selv, idet han fra evighed af var udstyret med det åndelige grundlag for at komme frem som indbegrebet og energien af alle materielle ting.” (Forsvar for de kristne, kap. 10)

Irenaeus: En af de mest anerkendte tidlige kristne, som blev født år 140 og var elev af Polycarp. Han var ældste i Lyon menigheden i Frankrig fra år 178. Han var ret kendt i hele den vestlige verden på den tid. Han døde i Frankrig år 202. Hans skrifter kan dateres fra omkring år 180.

”Hvis nogen derfor siger til os, Hvordan blev Sønnen så frembragt af Faderen? Svarer vi, at ingen forstår denne frembringelse eller tilblivelse ... ingen magter besidder denne kundskab undtagen Faderen, som avlede og Sønnen, som var avlet.” (Imod kætteri, bog 2, kap. 28:6)

Clemens fra Alexandria: Født Titus Flavius Clemens år 150 i Alexandria, Egypten, hvor han voksede op og blev ældste. Han skrev mellem år 190-195 og døde omkring år 220. Hans skrifter er værdifulde, fordi han, da han først var konverteret til kristendommen, rejste gennem hele det romerske imperium for at lære den rene kristendom af de ældste og mest respekterede kristne, der levede.

”Det bedste på jorden er den mest gudfrygtige: fuldkomment menneske; og det bedste i himlen, den næstbedste og reneste der, er en engel, deltageren i det evige og velsignede liv. Men Sønnens natur, han som er nærmest ved Ham, som alene er den Ene Almægtige, er den mest perfekte.” (Miscellanies, bog 7, kap. 2)

”Han (Jesus) indleder sin undervisning således: vender blikket mod Gud, den gode, første og eneste, der kan tildele evigt liv, som Sønnen, der modtog det af Ham, giver til os.” (Den rige mands frelse, kap. 6)

Tertullian: Født i Kartago, Tunesien, år 160, af libysk afstamning og en fjern slætning til Arius. Han begyndte at skrive omkring år 190, ca. 10 år før han sluttede sig til den kristne Montanist sekt, som troede på kontinuerlige åbenbaringer (tungetale, healing, etc.) og en asketisk livsførelse. Han fortsatte med at skrive indtil omkring år 210 og døde år 230 i Kartago, hvor han også var ældste.

”Før alle ting var Gud alene i Sig selv og for Sig selv .... Ordet var i begyndelsen hos Gud, skønt det ville være mere passende at betragte Fornuften som ældst ... For skønt Gud endnu ikke havde frembragt Sit Ord, havde Han ham dog inden i Sig .... Mens han nu således var i gang med at planlægge og arrangere med Sin egen fornuft, frembragte Han faktisk Ordet.” (Imod Praxeas, kap. 5)

”Ordet var uden tvivl før alle ting. I begyndelsen var Ordet; og i den begyndelse blev han frembragt af Faderen. Faderen har imidlertid ingen begyndelse, da han udgår fra intet; ej heller kan han ses, fordi han ikke blev avlet. Han, som altid har været alene, ville aldrig kunne have orden eller rang.” (Imod Praxeas, kap. 5)

Hippolytus: Født omkring år 160. Var elev af Irenaeus. Han skrev omkring år 220, døde 13. august 235 efter at være blevet forvist til middelhavsøen Sardinien.

”Hvis derfor alle ting bliver lagt ind under ham (Jesus) med undtagelse af Ham (Gud), som lagde dem ind under ham, er han Herre over alt og alle, og Faderen er hans Herre .... Og dette siges virkelig af Kristus selv, når han i Evangeliet bekender, at Han er hans Fader og hans Gud .... Han (Jesus) sagde ikke, Faderen og jeg er én (person), men at vi er ét. ’Vi er ét’ indikerer ikke, at der er tale om én person, men at der er to personer med samme kraft (eller intentioner). Han gjorde det selv helt klart, da han talte til sin Fader angående disciplene (i Joh 17:22-26) .... For Kristus havde omtalt sig selv og var trådt frem blandt alle som værende Sønnen .... Og han avlede Ordet til at være ophavsmand og med-rådgiver og formgiver af de ting, som er i formation .... Han udsendte ham til verden som Herre .... Og således kom der en anden frem ud over ham selv.... For der er kun én kraft, som er fra Altet; og Faderen er i Altet, og fra ham kommer denne kraft, Ordet .... og blev manifesteret som Guds Søn. Alle ting er således fra Ham og Han alene er Faderen.” (Imod Noteus kætterier, kap. 6, 7, 10, 11)

Origenes: Født af kristne forældre år 185 i Alexandria, Egypten. Origenes var den mest produktive af alle tidlige, kristne skribenter. Oplært af Clemens af Alexandria blev han udvalgt som ældste i en alder af 18, da Clemens måtte flygte for sit liv. Han var ven af Hippolytus og udmærker sig ved den første komplette bibelkommentar. I år 253, i en alder af 70, blev han taget til fange, tortureret, og en uge senere døde han for sin tro.

”Vi bemærker derpå Johannes’ brug af artiklen i disse sætninger. Han skriver ikke uden omhu i denne henseende, lige som han heller ikke er ubekendt med spidsfindighederne i det græske sprog .... Han bruger artiklen, når Guds navn refererer til det uskabte af alle ting, og undlader den, når Logos benævnes Gud .... Den Gud, som er over alle, er Gud med artiklen .... alle ud over den Eneste Gud bliver til gud ved at tage del i Hans guddommelighed, og må ikke uden videre kaldes Gud (Guden), men kun gud .... Den sande Gud er altså Gud (Guden), og de, som er formet efter ham er guder, billeder af Ham, prototypen.” (Kommentar til Johannesevangeliet, bog 2, kap. 2)

Novatian: som blev født omkring år 200 er kendt for sit værk, som posthumt blev benævnt Kommentar til Treenigheden. Det blev skrevet omkring år 240, 18 år før hans død i 258.

”Gud Fader og Skaberen af alle ting, han som alene ikke har nogen begyndelse ... da han ville det, blev Sønnen, Ordet født .... Men nu, hvad han end er, eksisterer han ikke af sig selv, fordi han ikke er ufødt, men er fra Faderen, fordi han er avlet .... han skylder Faderen sin eksistens .... Han er derfor gud, men avlet med henblik på dette specielle resultat, at han skulle være gud. Han er også Herren, men af Faderen født til dette særlige formål, at han skulle være Herre. Han er også en engel, men var af Faderen forudbestemt som en engel, der skulle præsentere Guds store råd .... Gud Fader er alles Gud og også selv ophavsmand til Sønnen, som han avlede.” (Kommentar til Treenigheden, kap. 31)

Arnobius: Født år 253 i Sicca, Algeriet, var først fjende af kristendommen. Da han var konverteret blev han lærer for mange nye kristne i Vesten. Han skrev mod hedenskabet omkring år 300 og døde omkring år 327.

”Vi kristne er intet andet end tilbedere af den største Konge og Overhoved, under vor herre Kristus.... Oh mægtigste, højeste Skaber af alle usynlige ting .... Du er uden grænser, ikke avlet, udødelig, gennemlever alle tidsaldre, Du alene Gud, som ingen kropslig form kan repræsentere, ingen kan skitsere eller afgrænse .... Er din Kristus da en gud? vil nogle fablende, forbitrede og ophidsede mennesker sige. En gud, vil vi svare, og en gud af himmelsk kraft, og - hvad der vil pine ikke-troende endnu yderligere med den mest bitre smerte - han blev sendt til os af den Højeste Konge med et formål af den allerhøjeste karakter.” (Imod hedenskabet, bog 1, kap. 27, 31, 42)

Lactantius: Lucius Coelius Firmianus Lactantius, født i Rom år 260, var elev af Arnobius. Han var lærer for kejser Konstantins ældste søn, Crispus. Hans værk med titlen ”The Divine Institutes” blev skrevet omkring år 320. Flyttede til Frankrig, han døde omkring år 330.

”Som udtænker og grundlægger af alle ting, som vi har sagt i den anden bog, avlede Gud derfor en ren og uforgængelig Ånd, som Han kaldte Sin Søn, inden Han igangsatte dette fantastiske arbejde med verden. Og skønt Han bagefter Selv havde skabt utallige andre væsener, som vi kalder engle, var Hans først-avlede imidlertid den eneste, som Han betragtede som værdig til at blive kaldt med det guddommelige navn.” (The Divine Institutes, bog 4, kap. 6)

Det er meget vanskeligt ved hjælp af disse citater fra de tidlige kirkefædre – som alle stammer fra de første tre århundreder e.Kr. – at komme frem til den konklusion, at de tidlige kirkefædre troede på, at Gud var tre personer i én Gud, altså en treenig Gud. Angående det som Athenagoras og Tertullian skriver, så kunne man godt få en tanke om, at Gud skulle være en to-enig Gud. Til gengæld er det mere opløftende at læse det, som Origenes, Novatian, Arnobius og Lactantius skriver. Men fælles for alle skribenterne er, at de ikke skriver om en treenig Gud.

I Bibelen tales om Faderen og Sønnen – en far og en søn – og når Gud lader det udtrykke på denne måde, er det vel, fordi han ønsker, at vi skal forstå det sådan, og gør vi det, giver det heller ikke nogen problemer, for det er noget, enhver kan forstå. Den hellige Ånd omtales dels som Guds ånd eller ånden, som Sønnen har modtaget fra Gud. 

Faderen er Gud, Sønnen er født af Faderen og må nødvendigvis også være en gud – og det er interessant at lægge mærke til, at når udtrykket Gud bruges om Faderen i grundteksterne til NT, så står det mange steder i bestemt form (Guden), hvilket også Origenes bemærker. Og ligeledes i grundteksterne omtales Den hellige Ånd enten som ”hellig ånd” eller ”den hellige ånd” – aldrig ”Helligånden” som i den danske oversættelse – dette gælder også for de apostolske fædre. I det hele taget bruges udtrykket ”hellig ånd” eller ”den hellige ånd” forbavsende lidt hos de såkaldte apostolske fædre, hvorimod Faderen og Sønnen figurerer hele tiden,  og med treenighedsdogmet i erindring er det påfaldende, at Faderen, Sønnen og Helligånden kun forekommer få steder, f.eks.: 

1 Clemens brev 58:2: ”Så sandt Gud lever, og Herren Jesus Kristus lever, og Helligånden og troen og de udvalgtes håb…” 

Ignatius’ brev til Magnesia 13:1: ”Gør jer umage for at befæstes i Herrens og apostlenes forskrifter, for at alt det, I gør, må I få lykke til, i kød og ånd, i tro og kærlighed, i Søn og Fader og i ånd… og som apostlene underordnede sig Kristus og Faderen og Ånden, for at der må være enhed, både kødeligt og åndeligt.” 

Og i en apokryf fra ca. år 150, Apostlenes Sendebrev: ”Vi tror på 1. Faderen, den almægtige Kyrios – 2. og på Jesus Kristus, vor frelser – 3. og på Helligånden, Parakleten (talsmanden) – 4. på den hellige kirke – 5. og på syndernes forladelse.” (Peter Schindler: DE APOSTOLISKE FÆDRE, H. Hagerups forlag, København 1948)

I disse tre citater kan man ikke se en treenig Gud, som er ét væsen med tre personer. Har man ikke kendskab til treenighedsdogmet, læser man kun det, man også læser i Bibelen. 

I år 381 vedtog man som sagt, at Den hellige Ånd er en person på samme måde som Faderen og Sønnen. Vi har derfor prøvet at finde steder i de apostolske fædres skrifter, hvor ordet Helligånden forekommer, og vi har ikke sorteret ud og kun medtaget dem, der taler for vor opfattelse – der er forbavsende få steder, hvor Den hellige Ånd er nævnt. 

I Clemens brev 13:1: ”… for Helligånden siger:… ”, videre i 21:1: ”Herrens ånd er en lampe, der ransager det indres kamre”, og i 22:1: ”Han kalder jo selv i Helligånden således på os:”, og i 63:2: ”… hvad vi har skrevet ved Helligånden…” 

I Polycarps martyrium 22:3: ”… Herren Jesus Kristus… Hans er æren sammen med Faderen og Helligånden…” Uden kendskab til treenighedslæren vil man sikkert ikke forbinde disse citater med en guddom bestående af tre personer i ét væsen. 

I Barnabas’ brev er der ikke antydning af en person, 1:3: ”At jeg hos jer ser ånden udgydt over jer fra den rige Herres kilde…” 

I 2 Clemens brev siges kort og godt 14:3: ”… skal han modtage den i Helligånden.” 

Det er vanskeligt ved hjælp af disse citater fra nogle af de apostolske fædre – som alle stammer fra de første tre århundrede e.Kr. – at se Den hellige Ånd som en person og slet ikke som Gud. Meget kunne tyde på, at man betragtede Den hellige Ånd som enten Guds eller Jesu kraft eller ånd. 

Vi har alle sammen lov til at gøre os vore forestillinger om, hvem Gud og Jesus og Den hellige Ånd er; men det, at en forestilling, som ikke er beskrevet i Bibelen, bliver ophøjet til en trosartikel (og arme den, der ikke tror således) – det er straks en anden sag, og det var det, der skete i år 381; og denne lære, som man vedtog i det år, har den katolske kirke og de protestantiske kirkesekter påtvunget de kristne lige siden; så hvis man ikke bekender sig til denne trosbekendelse, regner disse navnkirker dig ikke for at være en rigtig kristen – men lovprist være Faderen og Sønnen, at vi regnes for kristne, når vi bekender angående Faderen: ”Hør, Israel! Jahveh vor Gud, Jahveh er én” (Mark 12:29), og angående Sønnen: ”Du er Kristus, den levende Guds søn” (Matt 16:16).

Det er ikke muligt ud fra de første tre århundreders skrifter at underbygge treenighedslæren af år 381, men hvordan kunne det gå til, at treenighedslæren i den grad kom til at præge kristenheden? 

Som KIRKEHISTORIEN beretter, blev denne lære med hård hånd presset ned over de kristne af to mere eller mindre ugudelige kejsere i samarbejde med nogle af kirkens biskopper, og trosartiklen er senere blevet udvidet med indbygget frakendelse af frelsen og forbandelse over enhver, som ikke ville tro den. Men hvis du ønsker flere oplysninger om, hvad der skete i tiden op til året 325, dengang man vedtog, at Jesus var Gud, og tiden efter, så kan jeg varmt anbefale dig at læse bogen: ”When Jesus became God” af Richard E. Rubenstein. 

De fleste kristnes forhold til troen er, at det er noget, de har fået overleveret enten gennem forældrene, skolen, eller den kirkesekt, de er medlem af, og det, de på den måde har fået, holder de så fast ved, fordi de mener, at det må være rigtigt, og fordi de ikke ønsker at være anderledes og skille sig ud fra mængden – netop på denne måde har treenighedslæren kunnet præge kristenheden i så mange århundreder. 

Hvis de kristne – og for den sags skyld også andre mennesker – ville prøve at ”vaske tavlen ren”, lægge de vedtagne læresætninger bort, og virkelig gøre et forsøg på at sætte sig ind i, hvad Guds ord, Bibelen, siger – læse i den og bede Gud og Kristus om at vejlede dem ved Den hellige Ånd – så er jeg sikker på, de ville få en personlig tro og ikke en tro, som bygger på, hvad kirken har vedtaget.